Saor, der stammer fra 1300-tallet, er en marinade af stegte løg, eddike, krydderier, pinjekerner og rosiner.
Den blev brugt til at konservere sardiner, søtunger og andre fisk. Saor bruges stadig i forskellige venezianske forretter, sommetider med hvidvin i stedet for eddike for at opnå en lettere og mere elegant smag.
Sådan gør du
Skær løgene i ikke alt for tynde skiver. Steg dem i olie ved svag varme i ca. 15 minutter. Tilsæt eddike eller hvidvin og kog blandingen igennem i et par minutter. Smag til med salt og peber. Vend fiskene i mel og steg dem derefter i olie. Læg dem i et ildfast fad, dæk dem med løgringene, drys med pinjekernerne og rosinerne og hæld den varme væde over, så fiskene er helt dækket af væden. Lad retten hvile i køleskabet i mindst to dage, inden den skal spises.


























