Sådan gør du
Man skal bruge store, hele og fine vinblade. Pluk dem med stilk, ellers går de i opløsning undervejs. Skyl dem og blancher dem i en stor gryde kogende, saltet vand i cirka fem minutter. Smag på et, de skal ikke være seje, så skal de have et par minutter til.
Tag dem op og plump dem i en stor skål koldt vand.
Når de er kølet af, breder man dem ud på viskestykker og tørrer dem, men ikke for længe, man skal bare have kogevandet tørret væk.
Smør bladene med olivenolie på begge sider med fingrene. Klip stilkene af. Læg en lille skefuld gedeost på hvert blad og klap siderne ind, rul sammen til en lille rulle og læg dem med samlingen nedad, tæt i et lille fad. Fyld friske dagliljeblomster med en lille dut gedeost. Det er nemmest, hvis man kommer osten i en plastikpose og klipper et lille hjørne af, så den fungerer som sprøjtepose.
Friske dagliljeblomster smager skønt. Sorter, der blomstrer nu, kan også bruges i hele paletten af lyserød-vinrød-hvid-gul-orange. Man skal altså lige være sikker på, at det faktisk er dagliljer - Hemerocallis - man spiser, ikke fordi liljer generelt er giftige, men hvis ikke man er sikker på det, så ved jeg jo ikke, om det er noget helt andet, man har fundet derude, og det er angstprovokerende.
Hvis man ikke har dagliljer i sin have, må man købe nogen, de er skønne at skue i al deres mangfoldighed, den nemmeste staude at have med at gøre, og de smager som en af de få blomster også virkelig godt.
Rosinchutney
Vinbladene kan spises med denne her krydrede rosinchutney, der nu også er god til alle mulige andre ting, for eksempel grillet lam, alt med ris, ost og stegt kylling.
Det er en alt for stor portion, men den holder i månedsvis i køleskabet, og gæster vil insistere på at få noget med hjem.
Sådan gør du
Rør det hele sammen, helst nogle timer før det skal spises, så smagene kan nå at mødes. Når det har trukket, smages til med eddike og olie, rosiner er meget forskellige.


























