Politikens madredaktør holder ikke jul uden.

Søde, krydrede, sprøde og knasende: Madredaktørens bud på julens bedste brunkager

Lyt til artiklen

Hvert år i slutningen af november sender min mor, der bor i Nordjylland, en vigtig pakke til mig. En pakke med en stang brunkagedej.

For mig er det foreningen af hele julen i en kage. Sød, krydret, sprød og knasende. Nu har jeg spurgt min mor om opskriften og den kommer.

Den er halveret i forhold til den oprindelige opskrift. Derfor de skæve mål. Og der kommer rigtigt mange brunkager ud af denne portion. Så mange, at det er muligt at give en stang væk.

Ingredienser

375 g smør
125 g sirup
250 g sukker
50 g mandler, smuttede og hakket
3,5 g nelliker (en lille teske)
12,5 g kanel (ca. 2 spsk)
7,5 g potaske
50 g sukat, hakket
50 g syltet appelsinskal, hakket
500 g hvedemel

Sådan gør du:

  1. Kom smør, sirup og sukker i en gryde og opvarm det til kogepunktet. Opløs potasken i lidt vand, og tilsæt den massen. Lad det bruse op. Lad det køle af.
  2. Tilsæt de øvrige ingredienser og del dejen i 3 stænger.
  3. Kom dem på køl og skær dem ud i så tynde skiver som muligt.
  4. Kom kagerne på plade, og bag brunkagerne på 180 grader (ikke varmluft) i ca. 5-8 min, men hold øje. Ovne er forskellige. De skal boble op og blive jævnt lysebrune før du tager dem ud.
  5. Lad kagerne køle af på en rist og opbevar dem herefter i tætsluttende kagedåser. Læg evt. et stykke bagepapir mellem dåse og låg, så forhindrer du at de bliver bløde.

Mette Mølbak

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her