4 personer
Ingredienser
3 dl meget fintsnittet spids- eller savoykål
1 spsk. olivenolie
1 spsk. smør
1 skalotteløg, hakket
1 fed hvidløg, finthakket
2 spsk. hakket frisk oregano eller merian
1 dl fløde
4 spsk. groftreven comté eller vesterhavsost
4 store æg (XL)
flagesalt og friskkværnet peber
ca. 100g bakskuldfilet
1 stor spsk. smør
blade fra 5-6 stilke frisk timian
Sådan gør du:
- Varm en pande godt op ved høj varme, kom olie, smør og den snittede kål på panden, og rist det hurtigt igennem under omrøring. Når kålen har fået en smule farve, tilsættes skalotteløg, hvidløg, oregano og kort efter fløden. Lad det koge op, og kog det igennem et par minutter. Tag panden af varmen, smag til med salt og peber, og fordel blandingen i fire smurte kokotter. Slå et æg ud over hver, og drys med reven ost.
- Kom kokotterne i en varm ovn ved 175 grader, og bag i 10-12 minutter, til æggehviden er stivnet. Imens skæres bakskulden i tern på 1 x 1 cm, som steges gyldne i smørret på en varm pande. Tag kokotterne ud af ovnen, fordel de stegte bakskuldtern over, og drys med timianblade. Nyd kokotterne rygende varme.
fortsæt med at læse



























