Vi står ret tomhændede tilbage efter ugens vintest. Kun en vin til fem glas.
Og resten er enten lidt for sødmefulde og ristede eller for lette og uinteressante. Rødvin fra hvidvins-område Men den bedste (til prisen) først: Der kommer jævnligt pæne små røde vine fra den nordøstlige del af Italien, fra den region, der hedder Friuli-Venezia Giulia. Men regionen er mest kendt for sine strålende hvide vine, der befinder sig i et helt andet prisleje. Ugens vin er lavet på overvejende merlot med tilskud af cabernet sauvignon.
Det lyder ikke umiddelbart som recepten på en kølig, frisk, lille, frugtig, saftig og ganske uhøjtidelig vin. Men det er faktisk, hvad der er kommet ud af anstrengelserne. Den let bitre tone klæder og frisker, så vinen ikke bliver for sødmefuld og klæbende.
For meget sødme og alkohol
Netop klæbende er flere af ugens andre vine – med for meget sødme og varme, ligesom for meget alkohol er synderen i et par vine.
Guigal kan med sin almindelige Côtes du Rhône i visse år lave fremragende vin til prisen. Jeg husker stadig den legendariske 1990, men også i mange andre år har firmaet lavet fortrinlige vine, der både har haft karakter og charme. Til tider har de kunnet gemmes et betragteligt antal år.
Året 2003 var djævelsk varmt (faktisk også dejlig varmt i Danmark) mange steder i Europa. Det er derfor et problematisk år for mange vine, der har fået en ristet, ufrisk og varm, næsten kogt, karakter. En del vine har power, men man savner den rene og friske frugt. Således også i Guigals 2003. Jeg vil heller ikke tro, at den har noget langt liv for sig, trods en vis kraft og en undergrund af tannin. Frugten vil formentlig svinde og efterlade skelettet.
