Nu starter jagtsæsonen på ramsløget

Lyt til artiklen

Ramsløget kaldes også Nordens hvidløg, det både lugter og smager kraftigt af hvidløg.

Jeg har i denne uge plukket nogle af de første spæde ramsløgsblade. De er fantastiske i en kartoffelsuppe. De kan kommes i salatskålen (behersket), i omeletter, i supper, snittet oven på en bøf. De kan sauteres med på panden i sidste øjeblik. De er fantastiske i kolde saucer (mayo- og mælkesaucer) – de skal aldrig blancheres. Du kan lave den allerfineste ramsløgsolie, bladene beholder farven rigtig fint. Ramsløg er en af de vilde urter, flest mennesker umiddelbart lettest forelsker sig i. De kombinerer det bedste fra hvidløg og spinat. Hvidløgsaromaen er fornem, bladene er irgrønne og fulde af saft. Udvokset er de op til 15-20 cm lange, og senere får ramsløget hvide, stjerneformede blomster, der sidder i en lille kugle på en trekantet stængel. De smukke blomster er spiselige og kan bruges som pynt. De har en lækker knasende konsistens og en kraftig purløgskarakter. De grønne frø, der kommer i juni, er små velsmagende ’knaldperler’, der kan drysses over maden eller syltes som kapers. Gode steder at lede er fugtige, muldrige løvskove med ask og hassel i f.eks. Østjylland, på Lolland og i de bornholmske sprækkedale. Også i Søndermarken i Valby findes ramsløg i enorme mængder. Man skal være opmærksom på, at ramsløg kan forveksles med den meget giftige liljekonval, men hvis man lugter til planterne, er man ikke i tvivl: Ramsløgets store, saftige blade udsender en umiskendelig duft af hvidløg. I en tillukket pose med en smule vand holder bladene sig snildt en uge i køleskabet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her