»Jeg har mange yndlingsting i mit køkken, men stavblenderen er en af de vigtigste.
Den er helt vildt god til alverdens gode supper, pureer og saucer, og jeg bruger den også en del til urteolier – for eksempel persilleolie, som man blandt andet kan bruge til at pensle kød og fisk med.
Min stavblender fra Bamix er en meget kraftig kokkemodel, som tidligere kun blev benyttet professionelt – nu har jeg set, at man kan få den flere steder. Det er vigtigt, at min stavblender har en kraftig motor, for jeg giver den gas, og den får nogle tæsk. Når det går vildt for sig, sker det også, at jeg kaster lidt med den, og den ryger på gulvet. Derfor skal den kunne holde til lidt af hvert.
Den er rigtig god til at gøre saucer og pureer luftige. Så hvis jeg skal lave en luftig persille-mælke-sauce til min stegte fisk, er det den, jeg bruger. Den kan også til nød bruges til at piske flødeskum. Til gengæld foretrækker jeg at bruge min almindelige blender, hvis jeg skal lave smoothies eller pestoer, for så er der lidt mere hold på det hele.
Når jeg er ude for at lave mad til fotografering eller til andre arrangementer, har jeg altid min stavblender med. Jeg har den i min kasse med knive, og jeg forlader ikke hjemmet uden den«.
LÆS OPSKRIFT Stegt kammusling med ærtepuré






























