Rødvinene følger absolut godt med denne måned, men det er hvidvinene, der klarer sig bedst i en særdeles god luksustest. Det skyldes ikke mindst to sjældne toppræstationer af ypperste klasse, fra hver sin verdensdel og med hver sin vintype. Mest traditionel af de to er den fornemme Chardonnay fra Australien. Ikke kun på grund af druesorten, som vi jo kender så godt, men også på grund af den elegante, relativt friske og ikke voldsomt fadprægede stil.
Det er 'Australien-møder-Bourgogne', og det ville sikkert være interessant at smide den ind i en blindsmagning af premier cru-vine fra Puligny-Montrachet. Her passer prislappen også, og vinen vil nok udvikle sig positivt et par år fremover, men er svær at holde fingrene fra nu. Vi er i det vestlige Australien i det relativt ukendte område Margaret River, hvor Leeuwin Estate er en af pionererne, hvad gælder chardonnay, og regnes for et absolut referencehus. Det forstår man.




























