Jeg var langt inde i voksenlivet, før det gik op for mig, at en Dry Martini er en cocktail. Indtil da var min eneste reference til begrebet min mormor, som gennem min barndom en gang imellem tog sig en Dry Martini, som hun sagde. Eller det vil sige, hun tog sig et glas fra den særlige grønne flaske, hun opbevarede i køleskabet. Der stod Martini og Dry på, og så kan man vel egentlig ikke fortænke hende i betegnelsen.
Om hun udmærket vidste, hvordan tingene hang sammen og blot lavede en spøg ud af det, ved jeg faktisk ikke. Hun holdt i hvert fald af den iskolde, klare drik, og det er sjovt at tænke på, at hun i dag ville have været helt med på noderne på alverdens barer. For den tørre Martini var og er jo et særdeles kendt vermouthmærke, og vermouth har nu efterhånden i en del år oplevet en markant renæssance og er gået fra mormordrik til cool og trendy citydrik.
