En stor del af vinsalget i Danmark foregår i de såkaldte discountbutikker, hvor man foran vinhylderne er overladt til sig selv og sin mavefornemmelse baseret på flotte etiketter, druetype og vinens oprindelsesland.
Men nu er der hjælp at hente fra sommelier Henrik Levinsen, der er udlært på Søllerød Kro og siden har tjent på bl.a. Noma og Pluto. I dag er han vinchef på Restaurant Gorilla i Kødbyen.
På trods af at han ikke giver meget for fine uniformer og befinder sig bedst blandt sine gæster iført shorts, T-shirt og kasket, er 27-årige Henrik Levinsen en anerkendt sommelier i det københavnske restaurantmiljø, hvilket man oplever, når man nævner hans navn til folk i branchen.
VINBARGUIDE
I sit daglige arbejde er han især inspireret af tendenserne på de moderne bistroer i Paris, hvor vine fra mindre producenter er populære. Derfor arbejder han tæt sammen med en række franske og italienske vinbønder, der især fokuserer på biodynamisk vin eller naturvin, og som han gerne besøger, når vinen skal vælges.
På grund af Henrik Levinsens viden om vin og ønske om at »pille vin ned fra piedestalen«, som han selv udtrykker det, har Spis&Bo bedt ham bruge sine raffinerede smagsløg på at vurdere en række vine, der normalt ikke serveres på restauranter, men som til gengæld udgør langt størstedelen af danskernes vinforbrug: supermarkedsvinen, som ifølge brancheforeningen Vin og Spiritus Organisationen i Danmark udgør 75-80 procent af det samlede detailsalg.
Vi bad ham vurdere 9 rødvine fra standardsortimentet i Netto, Fakta og Rema 1000, der alle ligger i prislejet 40 til 60 kroner.
Henrik Levinsen har prøvet at sætte sig i forbrugerens situation foran discountsupermarkedets hylder, hvor man – i mangel af en vinmedarbejder – vælger vin ud fra etiket, land, drue og produktionsform – økologisk eller konventionel. Han har derfor udvalgt flaskerne, så de afspejler en bred variation.
TENDENS
Dyrest er ikke altid bedst
Men inden vi kaster os over anmeldelsen, har Henrik Levinsen dog et ’opråb’ til os forbrugere. Selv om der i den nævnte prisklasse findes gode køb, håber han nemlig på en fredelig vinrevolution, hvor vi begynder at prioritere indholdet i glassene på højde med maden på tallerkenen.
»Vi er blevet bedre til at købe kvalitet, når vi køber ind, samt at tænke over, hvad vi putter i munden, så hvorfor er det, at vi sparer, når valget falder på, hvad vi skal skylle maden ned med«, spørger han.
Det betyder ikke, at den dyreste vin nødvendigvis er den bedste, forklarer Henrik Levinsen. Det er med vin som med æg fra burhøns kontra fritgående høns.
»Kvalitet koster lidt ekstra, og sammen kan vi hjælpe supermarkederne med at sætte mere kvalitet på hylderne, hvis vi efterspørger det. Jeg tror ikke, at der er én eneste købmand i det danske land, som ikke går med en lille vinkyperdrøm om at kunne forkæle sine kunder med dejlig vin. Men hvis det skal være en realitet, kræver det, at vi som forbrugere støtter op om projektet«, siger Henrik Levinsen, der oplever, at restaurantgæsterne går stadig mere op i mad, eksotiske køkkener, specielle udskæringer, vinproduktioner og nye smagsoplevelser.
»Derfor bifalder jeg det, hvis vi kan videreføre den efterspørgsel til vores supermarkeder og dermed udvide sortimentet til flere alsidige druesorter, miljøvenlige produktionsforhold og en kvalitet, der leverer flere enestående smagsoplevelser«, siger Henrik Levinsen.
OVER MIDDEL
Château Bouteilley 2012, Frankrig. Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. 13,5 procent
Dette er vinens svar på den hyggelige morfar. Hér mødes man af velkendte omfavnende dufte fra tidligere tider. Lige når man åbner flasken, dufter man noter af jordbund, stald, cigarkasse, cedertræ, vanilje og solbær. Det er den vin, der skiller sig mest ud i blandt de ni i testen her. Rent udviklingsmæssigt er den der, hvor denne vin peaker. Her får man for få penge lov til at smage en vin, der har fået lov til at udvikle sine aromaer, og som bærer præg af flaskelagring. Det man i vinens verden kalder tertiære aromaer. Det er en vin, som i glasset derfor virker ældre, end den er. Det er en god ting, da mange ønsker alderspræg til deres vin, men ikke selv vil have dem liggende længe i flere år. Vinen giver nogle smagsoplever, der normalt er svære at finde i supermarkedsvine.
Spise: Den vil gå godt til svamperetter og vildt samt til lysere kødretter med gris eller kalv.
Pris: 49 kroner i Fakta
Rosso Di Montepulciano 2012, Italien. Sangiovese og caniolo. 13 procent alkohol. Classic Toscana, lige ud ad landevejen.
Vinen dufter af solbær og hindbær og har et lidt støvet læderpræg i sine noter. Det er en intens vin med garvesyre og fin balance. Den ligger midt i spektret, hvor den har tannin med, uden at den flår tænderne ud. Selv om det ikke vælter ud med aromaer, har den rigtig fin balance, og de samme noter fra duften går igen i smagen. Det er en god italiensk vin til prisen, og den kunne sagtens stå til mere, end den koster.
Spise: Den vil gå godt til pastaretter, kalv og svinemørbrad.
Pris: 50 kroner i Netto
MIDDEL
Carmenere Reserva, 2013 Chile. 13,5 procent. Økologisk
.
Med denne vin er det lidt som med silikonebryster: Der er volumen, det er skægt i starten, og den har helt sikkert sine tilhængere, men den kan også hurtigt blive lidt kedelig og upersonlig, og et naturligt alternativ med karakter er at foretrække. Duftnoterne i denne vin kommer fra ribs, cedertræ, tobak og har en del varme over sig. Den har en lille smule garvesyre, men er ellers meget smooth og poleret i sin smag. Den har en fin koncentration og er en rigtig pleaservin – måske en smule anonym, men en vin, mange vil kunne lide. Det er en flaske, som folk kan åbne og sagtens vil kunne dufte nogle karakteristika ved. Man får en del smag får pengene i denne vin.
Spise: Den vil gå godt til farmors kødgryder som brændende kærlighed, millionbøf og andre retter i den stil.
Pris: 39 kroner i Fakta
Beaujolais-Villages 2013, Frankrig. Gamay 12 procent
.