Stokkevis. I den kalkholdige jord på Dyrehøj Vingård har den tidligere svinebonde Tom Christensen plantet ca. 25.000 vinstokke. Den grønne drue solaris udgør en tredjedel.
Foto: Adrian Joachim

Stokkevis. I den kalkholdige jord på Dyrehøj Vingård har den tidligere svinebonde Tom Christensen plantet ca. 25.000 vinstokke. Den grønne drue solaris udgør en tredjedel.

Vin

Danske druer er begyndt at vise format

Dansk vin har udstået sin læretid, og især de grønne druer trives i det danske klima. Det resulterer i flere spændende hvidvine af god kvalitet.

Vin

Forleden landede en flot 225-siders vinbog på mit bord.

Det er der qua mit job naturligvis ikke noget mærkværdigt ved, men denne var bemærkelsesværdig. Den handlede nemlig om dansk vin. Om dansk vinhistorie, druesorter i Danmark, de danske vinzoner og, ikke mindst, om et stort udvalg af danske vinproducenter.

LÆS ARTIKEL

’Dansk vin’ af Jacob Klitgård (Foodmind ApS) er en spændende udgivelse og samtidig en passende markering af den rivende udvikling inden for dansk vinavl. For det går stærkt for tiden derude i de vindblæste danske vinmarker. Ikke så meget, hvad gælder antallet af producenter og mængden af vin, selv om man ser en vis vækst. Udviklingen handler først og fremmest om en stadig bedre kvalitet samt eksperimenter med nye druesorter og vintyper. Og i takt med dette et mere bevidst og omfattende fokus på det kommercielle aspekt. Som Tom Christensen fra Dyrehøj Vingård udtrykker det:

»Nu er vi nået til et punkt, hvor detaljer og markedsføring er vigtigere end ekspansion«.

Hvide vine vinder terræn

Ekspansion har der ellers været en del af på Tom Christensens gård på Røsnæs nordvest for Kalundborg, siden han, der er tidligere svinebonde, gik nye veje. Så meget har han udvidet vinmarksarealet med siden begyndelsen i 2008, at vingården i dag er Danmarks største. Cirka 25.000 vinstokke står plantet på de sydvendte skråninger ned mod Kalundborg Fjord, og det er ifølge Tom Christensen et ideelt sted.

»Jorden er simpelthen for ringe til korndyrkning, men til vin er den perfekt. Der er masser af kalk og sand i leret. Og så ligger vi jo i et af Danmarks smørhuller med masser af solskinstimer og markant mindre regn end gennemsnittet. I år har vi ikke haft frost siden februar«.

Det danske klima er naturligvis den helt store modstander for vinavlere, der satser på mere end en lille hobbyproduktion af vine med begrænset kvalitet. Frostfrie forårsnætter, så megen sol som muligt og behersket regn i efterårsmånederne er nøglebetingelser, hvis tingene skal gå op i en højere enhed. Det har det knebet med i mange af de sidste årgange, men 2013 var rimelig, og 2014 med den lange varme sommer er på papiret et superår.

Men kommerciel vinproduktion med en vis konsistens – både hvad angår kvalitet og kvantitet – kan stadig kun lade sig gøre, fordi man i vid udstrækning holder sig til nogle druesorter, der er specielt udviklet til de særlige klimatiske betingelser. De kommer som regel fra Tyskland, hvor universiteterne i Geisenheim og Freiburg er specialister i ved hjælp af krydsninger at skabe nye sorter med stor resistens over for svampesygdomme og godt modningspotentiale i køligere omgivelser. Der står derfor ikke merlot, syrah og chardonnay på de danske vinetiketter, men rondo, leon millot og solaris.

Tom Christensen har lidt af det hele, og på rundturen i markerne fortæller og viser han ivrigt, hvordan de enkelte sorter adskiller sig med hensyn til knopskydning, blomstring og opbinding. Men flere af de op imod 15-16 sorter er der meget begrænsede mængder af, og der er ingen tvivl om, at fokus i høj grad ligger på en håndfuld grønne sorter med solaris i spidsen. For Tom Christensen er der ingen tvivl:

»Cirka en tredjedel af planterne er solaris, og så tror jeg meget på den nye muscaris og souvignier gris. For mig at se er det helt klart hvidvin og mousserende vin og til dels rosévin, der er fremtiden i Danmark. Vi laver også en enkelt rødvin, for det er der mange, der gerne vil have, men vi gemmer den lidt i hjørnet, og vi plejer at sige, at hvis man vil smage den, må man købe en flaske«.

Dyrehøj Vingård eksemplificerer dermed en tydelig udvikling i dansk vinavl: bevægelsen fra blå sorter og rødvin mod grønne sorter og hvidvin/mousserende vin. Den ses hos andre af de store som Skærsøgård Vin og Nyholmgaard Vin, den ses hos pioneren Dansk Vincenter, som nu supplerer rødvinen med hvidvin og bobler, og den ses hos små og nyere producenter af høj kvalitet som Vexebo Vin og Ørnberg Vin.

Højt syreniveau og lave sukkermængder (= mindre alkohol) som følge af det køligere klima passer nemlig ofte bedre til en hvidvin end en rødvin, og især er det optimalt til mousserende vine, hvor basisvinen helst skal være syrerig og relativt neutral.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Restauranter vælger dansk

Det er nok mere blot en konsekvens end en drivende årsag til udviklingen, men de lette, friske, frugtprægede hvidvine i både stille og boblende udgaver har – sammen med et generelt kvalitetsløft – også bragt de danske vine ind på flere af de bedste restauranter. Noma, AOC, Geranium, Dragsholm Slot og Falsled Kro er blot nogle af de steder, der har fået øjnene op for kombinationen af lokale produkter og en vinstil, der passer fint til et lettere, grøntsagsfokuseret køkken.

Den blå rondo er dog den absolut mest plantede druesort i Danmark, og de blå sorter udgør stadig omkring to tredjedele af de tilplantede hektar. En naturlig følge af, at man i den spæde begyndelse for nyere dansk vinavl for 30 år siden fokuserede ret så ensidigt på rødvin. Måske fordi man allerede fra starten indså, at hvis man skulle få nogen til at betale et par hundrede kroner for et produkt, der i mindst samme grad som sin duft og smag skulle sælges på sin historie, skulle den i det mindste være rigtig vin, altså rødvin!

Med al den viden og erfaring, der siden er akkumuleret, ville det givetvis se anderledes ud i dag, hvis alle skulle starte forfra. Når det er sagt, er der flere udmærkede rødvine på markedet og især flere og flere rosévine, der tegner til at blive en ny interessant kategori.

Men hvidvinene tager teten for øjeblikket. Det er i hvert fald konklusionen, der står tilbage, når jeg evaluerer på mine årlige gennemsmagninger af 40-50 danske vine.

De er i stigende grad rene og tætte, med balancerede – om end høje – syreniveauer og delikate aromaer. Hvidvinene deler sig typisk mellem de mere ’grønne’ og citrus-lime-prægede og de højaromatiske, parfumerede/blomstrede med mere markante frugttoner.

De mousserende er stadig meget svingende og bliver især lidt for ofte relativt enkle og uden rigtig dybde og kompleksitet.

Desuden er boblerne tit for voldsomme og grove i strukturen. Men der er tydeligt potentiale, og når man betænker, at mange stadig blot er på forsøgsstadiet, er der grund til en vis optimisme.

Rødvinene lider typisk under at være for lidt vinøse – det vil sige minde mere om druesaft end om vin – eller at være for overgjorte med for eksempel et for voldsomt fadpræg som resultat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fælles for dem alle gælder dog, at det tekniske niveau er højnet betragteligt. Når jeg gennemsmagte for 6-7 år siden, var der flere næsten udrikkelige produkter imellem og mange med halvdefekte aromaer; det sker stort set ikke mere. Og styr på de tekniske og hygiejnemæssige dele er trods alt den bedste forudsætning for gode og interessante vine med forbrugerappeal.

Apropos forbrugerappeal er en af producenternes største udfordringer at få prisniveauet ned. Det ligger rask væk på 150 kr. og opefter – og det er for meget. I hvert fald hvis man vil sammenlignes på lige fod med andre vinlande, og det må efterhånden være der, vi har bevæget os hen, hvis det hele skal give mening. Det er helt forståeligt, at man forklarer prisniveauet med de lave kvantiteter og store produktionsomkostninger, men hvis man ikke blot vil bedømmes som et kuriosum og få point udelukkende på grund af lokalpatriotisme, hjælper det ikke i den sidste ende. Læreårene er ved at være forbi.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden