Duriense er betegnelsen for den overordnede vinregion i det nordlige Portugal, hvor vi finder Douro-dalen. Det er et område, der indtil for 10-15 år siden næsten udelukkende var kendt internationalt for sine portvine, men man har altid lavet almindelig rød- og hvidvin, og i takt med et vigende marked for søde hedvine er disse i højere og højere grad blevet et fokuspunkt for både producenter og forbrugere.
Rødvinene er som udgangspunkt lavet på de samme druesorter som portvinene, og slægtskabet er da også tydeligt i kraft af en mørk, tæt og bærdomineret frugtkarakter.




























