Vi har taget hul på den første efterårsmåned, og selv om vi kan få lidt indian summer i september, er det ved at være portvinstid. Jeg har allerede mæsket mig med en masse lækre friske (franske) hasselnødder, og de skriger nærmest på et godt glas portvin.
Der kan både de røde flaskelagrede (LBV og vintage) og de lysere fadlagrede (tawny og colheita) portvine gøre fyldest. Ugens vin er en 15 år gammel colheita fra det udmærkede portvinshus Manuel Pocas.




























