Det var ikke en stor overraskelse for mig, da jeg for nogle år siden fik øjenbrynene til at hæve sig på en hel sal af italienske vinproducenter ved at præsentere dem for et foto af en traditionel dansk julemiddag med andesteg og hele molevitten. En sådan gastronomisk sammensætning havde ingen af dem prøvet, og umiddelbart lignede de heller ikke nogen, der var overivrige efter at ændre på det.
De let skeptiske ansigtsudtryk blev dog afløst af brede smil, da jeg informerede dem om, at netop de producerede en vin, der næsten er som skabt til at ledsage denne eksotiske spise.


























