En god ven og en af de vinskribenter i verden, jeg respekterer mest har en…skal vi sige mindre sofistikeret mening om sammensætningen af mad og vin: »Min regel er enkel. Tag den vin, du kan lide. Hvis den passer til maden, er det godt, og hvis den ikke gør, er det fint under alle omstændigheder«.
Min kollega er ikke dansk, og han har formentlig aldrig udsat sig selv for andesteg med hele det traditionelle tilbehør, og måske ville han i så fald justere sin opfattelse en smule. For kraften, fedmen, det søde og det krydrede kræver noget af vinen, for at den ikke skal bukke under og blive markant dårligere til maden, end den er alene.