Finkultur er et ord, som nærmest er forsvundet. Det hører til en anden tid, hvor de fornemme med pels og hat gik i teatret, mens de bøvede gik på værtshus. Der var dengang en lødig kultur for de fine og en underlødig kultur for masserne. Man kunne kende forskel på folk, alt efter om de interesserede sig for finkultur, eller de bedøvede sig med massekulturens kulørte lamper. De fine menneskers gode smag for den fine kultur var også altid afsmag for de udannede massers populærkultur. Sådan var det kulturelle klassesamfund.
Selve ordet finkultur er i dag belastet, fordi det antyder, at folk kan deles i klasser af overlegne mennesker med god moral og god smag og underlegne mennesker med dårlig smag og dårlig moral. Det antyder, at vi stadig lever i et klassesamfund. Og ’klassesamfund’ er et andet ord, vi ikke bruger så meget, fordi det hører med til vores selvforståelse, at der ikke længere er sociale klasser. Den almindelige opfattelse er, at der kun er individualister, som enten klarer sig godt eller dårligt.
Det var således med uventet succes, da BBC for et par år siden lancerede en klassetest på deres hjemmeside. Selve testen var et udførligt spørgeskema, som det tager omkring 20 minutter at besvare. Til gengæld får man bagefter at vide, hvilken social klasse man befinder sig i. Mere end 150.000 englændere brugte 20 minutter på testen, hvilket overraskende BBC så meget, at de lagde endnu en test ud, som var lettere og mere overskuelig. Den blev besvaret af 7 millioner voksne englændere – eller omkring en fjerdedel af landets voksne befolkning.
Selvom klassesamfundet officielt skulle være afviklet, var englænderne alligevel optaget af at finde ud af, hvilken klasse de selv befandt sig i. Og fordi folk besvarede spørgsmål om indkomst, livsstil, kulturforbrug, netværk og alder, var der pludselig samlet utrolig meget data om folks opfattelse af sociale klasser i England.
