Foto: Miriam Dalsgaard/Miriam Dalsgaard

Iransk film om sex skal nedbryde tabuer i Danmark

Den iranskfødte sexolog Mehrnoush Parve mærkede på egen krop det kvælende pres for at bevare sin mødom, der lå på en ung kvinde i 1990'ernes Iran. Som et feministisk oprør mod det system, der udråbte hende til luder, har hun lavet en sexologisk film, der ikke bare er blevet godkendt af præstestyret, men som også er blevet en succes i hjemlandet. Nu håber hun at kunne skabe det samme oprør blandt unge nydanske kvinder.

»Kvinder skulle være jomfruer! Men det var man jo stadigvæk, hvis man brugte det bageste hul, så det kunne man lige så godt gøre. Uanset om det så skulle bløde og være smertefuldt ad helvede til. Så kunne ingen sige, at vi ikke var jomfruer. Jeg taler ikke på vegne af alle, jeg taler på vegne af mig selv og dem, der levede et dobbeltliv, som jeg gjorde«.

Ordene falder fra et par læber, der er tydeligt malet i en sart lyserød farve. Mehrnoush Parve har trukket fødderne med de bare tæer op under sig i sofaen i sin toværelseslejlighed i Københavns nordvestkvarter. Langt fra hjemlandets censur vil hun gerne fortælle om det snærende moralkodeks, der prægede hendes egen opvækst i Iran.

Holdningen, vi er blevet mødt med, er, at så går alle kvinder bare ud og boller rundt, hvis det er lige meget, om de bløder

»Vi overskred vores grænser, fordi vi ikke vidste bedre. Der var heller ikke nogen til at fortælle os, at analsex ikke er noget, man nødvendigvis skal sige ja til, hvis drengen spørger. Det betød på det personlige plan, at jeg gik imod mine egne ønsker og vilje. At jeg lærte det seksuelle og det erotiske at kende på en meget brutal måde. Det betød, at et overgreb for mig blev normalt«.

Mehrnoush Parves egen historie handler ligesom mange andre kvinders, opvokset i konservative muslimske samfund, om det sociale, kulturelle og politiske pres for at bevare sin mødom. For kvinder, der ligesom Mehrnoush Parve nægter at indordne sig, kan konsekvensen være alt fra udstødelse til døden.

Mehrnoush valgte af egen vilje at forlade Iran, efter at hun som 18-årig blev anholdt. Hun havde holdt en ung mand i hånden på gaden og frygtede de konsekvenser, det kunne få for hende.

De mange traumer fra hendes ungdomsår, hvor hun blev udråbt som luder af venindernes forældre, blev drivkraften bag det filmprojekt, der i dag har startet samtalen om sex i Iran. Men for Mehrnoush er filmens succes kun starten på et livslangt projekt om åbenhed i et land, hvor utroskab stadig kan straffes med stening. Hun vil sikre, at kvinder får bedre sex, flere orgasmer og ret til deres egen krop – både i Iran og Danmark.

Sex, sex og mere sex

Interessen har altid været der. Mehrnoush Parve skrev, fra hun var helt ung, digte og malede billeder, hvor det seksuelle univers hele tiden dukkede frem. Derfor var det også oplagt for hende at tage en sexologuddannelse i Danmark, da hun var kommet hertil fra Iran. Jo mere hun lærte, jo tydeligere kunne hun se den uvidenhed, der havde præget hendes egen ungdom.

Seksualundervisning havde der intet været af, og de eneste, man kunne tale om sex med, var veninderne – og de var lige så uvidende. Hun så derfor et stort behov for at få gang i samtalen om sex med reel viden om alt det, man ikke talte om. Og så fik hun en idé, der havde så små chancer for succes, at projektet i manges øjne var dømt til at mislykkes: Hun ville lave en sexologisk film, der med udgangspunkt i islamiske skrifter gjorde op med myter, tabuer og kontrol. Hvis filmen tog udgangspunkt i islam, ville den nemlig have større chancer for at blive godkendt af myndighederne og accepteret i befolkningen. Selv om Mehrnoush ikke selv er troende, så hun ingen faglige problemer i at tage udgangspunkt i religiøse tekster:

»Vi var nødt til at tage udgangspunkt i islam, og det har jeg egentlig gjort med glæde. Du kan ikke bruge islam og Koranen som undskyldning for ikke at tilfredsstille din kvinde. På den måde taler vi direkte til dem, som siger, at ifølge islam må du hverken gøre det ene eller det andet«.

At få lavet en film om sex og få den godkendt af de iranske myndigheder – der gerne censurerer alle scener med nøgenhed fra film og tv – var et vildt projekt i sig selv. Men chancerne for, at hun som en ung, ugift, kvindelig sexolog bosat i Danmark skulle få det til at ske var lig nul.

Men de ringe udsigter til succes var ikke nok til at få hende på andre tanker, og i 2004 begyndte den 20-årige sexolog for alvor at undersøge mulighederne for at lave en sexologisk film. Gennem sit netværk kom hun i kontakt med en mediemand, der var oprigtigt interesseret i projektet. Han kunne ligesom den unge sexolog se behovet for ordentlig vejledning til folket. I starten af 2006 rejste Mehrnoush til Iran for at være med til optagelserne – bag kameraet. De blev fra starten enige om, at hendes rolle skulle være helt tilbagetrukket. I mange iraneres øjne går hun nemlig med alt for meget makeup og alt for lidt tøj til at blive betragtet som en seriøs kvinde.

Mellem moralisering og oplysning

I filmens første scene møder vi to røde blomster, der forførende danser over for hinanden til de bombastiske toner fra temaet bag kultfilmen ’Rumrejsen 2001’. Blomsternes parringsdans bliver mere intens i takt med musikken, indtil scenen opløses, og tusindvis af sædceller strømmer mod seeren. Kameraet zoomer ind på en enkelt animeret sædcelle, som får suget sig fast på et stort rundt æg. I næste klip dukker et foster frem, der bliver til en baby akkompagneret af de storslåede toner fra musikken, som oprindeligt blev komponeret af Richard Strauss i 1896.

Med den åbning bliver stemningen sat i ’Beloved Companion’ – eller ’Ashenayeh Mahboub’, som den oprindeligt hedder på persisk. Med stor højtidelighed er der lagt op til en film om livets store mirakler. Igennem filmens tre timer er vi primært i selskab med dr. Mohamed Majd, en af landets mest anerkendte professorer i psykiatri og psykologi.

Med sit mørke jakkesæt, grå hår og små firkantede briller placeret på næsetippen udstråler han i filmen den rette autoritet til at tale om sex i Iran. Han gør klart som noget af det første, at filmen naturligvis retter sig efter islam, og informationen er hentet fra sexologiske lærebøger såvel som Koranen og beretninger om profetens Mohammeds liv, de såkaldte haditter.

Fra sin stol foran kameraet fører Mohamed Majd med en alvorlig mine seeren igennem emner som klitoris og analsex, som de færreste iranere har hørt nogen tale højt om før.

Produktionen af filmen tog to år, og i 2008 stod Mehrnoush Parve med det færdige resultat og manglede kun den afgørende godkendelse fra myndighederne. Yderligere to år skulle der gå, før den 26-årige sexolog fik opkaldet fra sin forretningspartner i Iran:

Godkendelsen fra både sundhedsministeriet og fra ministeriet for kultur og islamisk vejledning var kommet, efter seks år var projektet endelig lykkedes, og hun stod nu med den første islamiske sexologiske film, der nogensinde er blevet godkendt af præstestyret.

Da filmen først ramte befolkningen, fik projektet for alvor medvind. Selv om filmen udelukkende blev solgt på landets apoteker og med en aldersgrænse på 18 år, gik salget forrygende. På kort tid blev der officielt solgt en halv million eksemplarer, men der kom hurtigt et omfattende undergrundssalg af piratkopierede versioner, så salgstallet var formentlig langt højere.

Feministisk revolution

For Mehrnoush Parve har det vigtigste formål med filmen været, at den gør en forskel for kvinderne. Derfor fylder den kvindelige tilfredsstillelse også meget i filmen. I mange iranske ægteskaber har kvindens behov og nydelse nemlig været overset og underprioriteret, mener Mehrnoush Parve: »Ifølge islam er det en mands pligt at tilfredsstille sin kvinde på hendes egne præmisser. Vi forklarer i filmen, at ifølge islam skal kvinden stimuleres de steder, hun ønsker. Hun skal måske stimuleres på øret og halsen, og det skal altid foregå efter kvindens ønske. Vi markerer tydeligt, at den størst tænkelige katastrofe er, hvis manden opnår tilfredsstillelse, og kvinden ikke gør det. Den størst tænkelige katastrofe! Det må aldrig ske«.

Hun tror også, at filmens succes og godkendelse handler om, at kvinder er begyndt at sige fra over for dårlig sex – en tendens, der tilmed er blevet kædet sammen med de høje skilsmissetal, der præger landet.

Men selv om hun i filmen puster til mange tabuer, har Mehrnoush Parve måttet lære kompromisets svære kunst for at få filmen godkendt. I en af de mest kontroversielle scener fortæller de, at ikke alle kvinder bløder første gang, de har sex. Hvis det stod til Mehrnoush, havde de taget hele konceptet om jomfruelighed op til debat – for hvorfor er det overhovedet så vigtigt med den mødom? Men så var filmen aldrig blevet godkendt. Bare det faktum, at de overhovedet berører emnet, er provokerende for mange iranere:

Der var heller ikke nogen til at fortælle os, at analsex ikke er noget, man nødvendigvis skal sige ja til, hvis drengen spørger

»Vi har mødt modstand fra folket, fordi vi nævner, at en kvinde ikke nødvendigvis bløder første gang, selv om hun er jomfru. Holdningen, vi er blevet mødt med, er, at så går alle kvinder bare ud og boller rundt, hvis det er lige meget, om de bløder«.

Mere viden til nydanske unge

Det er imidlertid ikke blot i Iran, at sexologens film har vist sig at have relevans. Tidligere fik den danske undertekster, fordi tabuer og uvidenhed om sex også er et fænomen herhjemme. Når Mehrnous Parve er ude og holde foredrag i Danmark, bliver hun ofte mødt af unge, der nervøst betror hende hemmeligheder, de ikke tør tale med andre om. Hemmeligheder, der viser, at mange nydanske, unge kvinder lever med de samme begrænsninger, der fik Mehrnoush Parve til at flytte til Danmark.

Sexologen mener ikke, at vi som samfund tager de unges problemer alvorligt:

»Som nydansker søger man ikke viden gennem danske aviser og hjemmesider, fordi man føler, at det handler om en etnisk danskers seksualitet. Hvor tit hører man et spørgsmål til en dansk brevkasse, hvor en pige skriver, at hun ikke er jomfru længere og bange for konsekvenserne? Aldrig. Fordi man er bange for ikke at blive mødt med forståelse – og med god grund«.

Derfor er det ifølge Mehrnoush Parve også et lille skridt i den rigtige retning, at organisationen Sex & Samfund arbejder på at udvikle undervisningsmateriale rettet mod netop nydanske unge. De skal klædes bedre på i forhold til seksualitet, og Mehrnoush Parve skal selv være med til at vejlede de unge i en film som en del af kampagnen. Problemet er nemlig ikke kun, at unge får dårlige oplevelser med sex; uvidenhed og myter er med til at skabe mere social kontrol, fordi de unge ikke ved bedre. Hvis man tror, at mødommen er en hinde, der kan brydes ved den mindste berøring, onani eller oralsex, er det nemmere at holde på sin datters dyd. Men den manglende oplysning og det voldsomme sociale pres får desperate unge kvinder til at opsøge læger, der vil give dem en ny mødom, ligesom de lever med angst for familiens reaktion. Vi skylder derfor de unge at tage deres seksualitet alvorligt og gøre op med berøringsangsten, mener Mehrnoush Parve:

»Hvis vi ikke vægter de her unges viden om seksualitet højt nok, vægter vi ikke deres rettigheder højt nok. Hvis vi ikke lærer en muslimsk pige at stå ved sine egne behov, gifter hun sig måske også mod sin vilje. Hvorfor er vi ikke bedre til at forebygge? Hvorfor tager vi ikke fat i de her piger noget før?«.

Lang vej endnu

Mehrnoush Parve er så småt gået i gang med sin næste film, der også har iranernes seksualitet som omdrejningspunkt. Når hun besøger hjemlandet, kan hun mærke, at normer som kvinders jomfruelighed har rykket sig. I hovedstaden Teheran, uden for de konservative muslimske miljøer, bliver det sværere og sværere at opstøve mænd, der kun vil gifte sig med en jomfru – hvilket er heldigt, da giftemodne kvinder med en intakt mødom efterhånden er en mangelvare. Men for en kvinde, der gerne vil gøre oprør med iranske såvel som nydanske tabuer som homoseksualitet og mødomsmyter, er der lang vej endnu:

»Jeg er helt sikker på, at jeg heller ikke med min næste film kan stille mig frem og sige, hvad jeg har på hjertet om seksualitet. Det kommer jeg ikke til i dag, det kommer jeg ikke til om ti år. Vi tager små skridt og bevæger os i meget langsom hastighed. Men nu har vi lavet den første islamiske film om sex – hvor mange tør i virkeligheden det? Den her film gør oprør i langsom hastighed. Så må vi se, om jeg i den næste film kan få lov at uddybe lidt mere. Jeg udvider grænserne, til myndighederne siger stop«.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce