0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Miriam Dalsgaard/Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard/Miriam Dalsgaard

Iransk film om sex skal nedbryde tabuer i Danmark

Den iranskfødte sexolog Mehrnoush Parve mærkede på egen krop det kvælende pres for at bevare sin mødom, der lå på en ung kvinde i 1990'ernes Iran. Som et feministisk oprør mod det system, der udråbte hende til luder, har hun lavet en sexologisk film, der ikke bare er blevet godkendt af præstestyret, men som også er blevet en succes i hjemlandet. Nu håber hun at kunne skabe det samme oprør blandt unge nydanske kvinder.

FOR ABONNENTER

»Kvinder skulle være jomfruer! Men det var man jo stadigvæk, hvis man brugte det bageste hul, så det kunne man lige så godt gøre. Uanset om det så skulle bløde og være smertefuldt ad helvede til. Så kunne ingen sige, at vi ikke var jomfruer. Jeg taler ikke på vegne af alle, jeg taler på vegne af mig selv og dem, der levede et dobbeltliv, som jeg gjorde«.

Ordene falder fra et par læber, der er tydeligt malet i en sart lyserød farve. Mehrnoush Parve har trukket fødderne med de bare tæer op under sig i sofaen i sin toværelseslejlighed i Københavns nordvestkvarter. Langt fra hjemlandets censur vil hun gerne fortælle om det snærende moralkodeks, der prægede hendes egen opvækst i Iran.

Holdningen, vi er blevet mødt med, er, at så går alle kvinder bare ud og boller rundt, hvis det er lige meget, om de bløder

»Vi overskred vores grænser, fordi vi ikke vidste bedre. Der var heller ikke nogen til at fortælle os, at analsex ikke er noget, man nødvendigvis skal sige ja til, hvis drengen spørger. Det betød på det personlige plan, at jeg gik imod mine egne ønsker og vilje. At jeg lærte det seksuelle og det erotiske at kende på en meget brutal måde. Det betød, at et overgreb for mig blev normalt«.

Mehrnoush Parves egen historie handler ligesom mange andre kvinders, opvokset i konservative muslimske samfund, om det sociale, kulturelle og politiske pres for at bevare sin mødom. For kvinder, der ligesom Mehrnoush Parve nægter at indordne sig, kan konsekvensen være alt fra udstødelse til døden.

Mehrnoush valgte af egen vilje at forlade Iran, efter at hun som 18-årig blev anholdt. Hun havde holdt en ung mand i hånden på gaden og frygtede de konsekvenser, det kunne få for hende.

De mange traumer fra hendes ungdomsår, hvor hun blev udråbt som luder af venindernes forældre, blev drivkraften bag det filmprojekt, der i dag har startet samtalen om sex i Iran. Men for Mehrnoush er filmens succes kun starten på et livslangt projekt om åbenhed i et land, hvor utroskab stadig kan straffes med stening. Hun vil sikre, at kvinder får bedre sex, flere orgasmer og ret til deres egen krop – både i Iran og Danmark.

Sex, sex og mere sex

Interessen har altid været der. Mehrnoush Parve skrev, fra hun var helt ung, digte og malede billeder, hvor det seksuelle univers hele tiden dukkede frem. Derfor var det også oplagt for hende at tage en sexologuddannelse i Danmark, da hun var kommet hertil fra Iran. Jo mere hun lærte, jo tydeligere kunne hun se den uvidenhed, der havde præget hendes egen ungdom.

Seksualundervisning havde der intet været af, og de eneste, man kunne tale om sex med, var veninderne – og de var lige så uvidende. Hun så derfor et stort behov for at få gang i samtalen om sex med reel viden om alt det, man ikke talte om. Og så fik hun en idé, der havde så små chancer for succes, at projektet i manges øjne var dømt til at mislykkes: Hun ville lave en sexologisk film, der med udgangspunkt i islamiske skrifter gjorde op med myter, tabuer og kontrol. Hvis filmen tog udgangspunkt i islam, ville den nemlig have større chancer for at blive godkendt af myndighederne og accepteret i befolkningen. Selv om Mehrnoush ikke selv er troende, så hun ingen faglige problemer i at tage udgangspunkt i religiøse tekster:

»Vi var nødt til at tage udgangspunkt i islam, og det har jeg egentlig gjort med glæde. Du kan ikke bruge islam og Koranen som undskyldning for ikke at tilfredsstille din kvinde. På den måde taler vi direkte til dem, som siger, at ifølge islam må du hverken gøre det ene eller det andet«.

At få lavet en film om sex og få den godkendt af de iranske myndigheder – der gerne censurerer alle scener med nøgenhed fra film og tv – var et vildt projekt i sig selv. Men chancerne for, at hun som en ung, ugift, kvindelig sexolog bosat i Danmark skulle få det til at ske var lig nul.

Men de ringe udsigter til succes var ikke nok til at få hende på andre tanker, og i 2004 begyndte den 20-årige sexolog for alvor at undersøge mulighederne for at lave en sexologisk film. Gennem sit netværk kom hun i kontakt med en mediemand, der var oprigtigt interesseret i projektet. Han kunne ligesom den unge sexolog se behovet for ordentlig vejledning til folket. I starten af 2006 rejste Mehrnoush til Iran for at være med til optagelserne – bag kameraet. De blev fra starten enige om, at hendes rolle skulle være helt tilbagetrukket. I mange iraneres øjne går hun nemlig med alt for meget makeup og alt for lidt tøj til at blive betragtet som en seriøs kvinde.

Mellem moralisering og oplysning

I filmens første scene møder vi to røde blomster, der forførende danser over for hinanden til de bombastiske toner fra temaet bag kultfilmen ’Rumrejsen 2001’. Blomsternes parringsdans bliver mere intens i takt med musikken, indtil scenen opløses, og tusindvis af sædceller strømmer mod seeren. Kameraet zoomer ind på en enkelt animeret sædcelle, som får suget sig fast på et stort rundt æg. I næste klip dukker et foster frem, der bliver til en baby akkompagneret af de storslåede toner fra musikken, som oprindeligt blev komponeret af Richard Strauss i 1896.

Med den åbning bliver stemningen sat i ’Beloved Companion’ – eller ’Ashenayeh Mahboub’, som den oprindeligt hedder på persisk. Med stor højtidelighed er der lagt op til en film om livets store mirakler. Igennem filmens tre timer er vi primært i selskab med dr. Mohamed Majd, en af landets mest anerkendte professorer i psykiatri og psykologi.

Med sit mørke jakkesæt, grå hår og små firkantede briller placeret på næsetippen udstråler han i filmen den rette autoritet til at tale om sex i Iran. Han gør klart som noget af det første, at filmen naturligvis retter sig efter islam, og informationen er hentet fra sexologiske lærebøger såvel som Koranen og beretninger om profetens Mohammeds liv, de såkaldte haditter.

Fra sin stol foran kameraet fører Mohamed Majd med en alvorlig mine seeren igennem emner som klitoris og analsex, som de færreste iranere har hørt nogen tale højt om før.

Produktionen af filmen tog to år, og i 2008 stod Mehrnoush Parve med det færdige resultat og manglede kun den afgørende godkendelse fra myndighederne. Yderligere to år skulle der gå, før den 26-årige sexolog fik opkaldet fra sin forretningspartner i Iran:

Godkendelsen fra både sundhedsministeriet og fra ministeriet for kultur og islamisk vejledning var kommet, efter seks år var projektet endelig lykkedes, og hun stod nu med den første islamiske sexologiske film, der nogensinde er blevet godkendt af præstestyret.

Da filmen først ramte befolkningen, fik projektet for alvor medvind. Selv om filmen udelukkende blev solgt på landets apoteker og med en aldersgrænse på 18 år, gik salget forrygende. På kort tid blev der officielt solgt en halv million eksemplarer, men der kom hurtigt et omfattende undergrundssalg af piratkopierede versioner, så salgstallet var formentlig langt højere.

Feministisk revolution

For Mehrnoush Parve har det vigtigste formål med filmen været, at den gør en forskel for kvinderne. Derfor fylder den kvindelige tilfredsstillelse også meget i filmen. I mange iranske ægteskaber har kvindens behov og nydelse nemlig været overset og underprioriteret, mener Mehrnoush Parve: »Ifølge islam er det en mands pligt at tilfredsstille sin kvinde på hendes egne præmisser. Vi forklarer i filmen, at ifølge islam skal kvinden stimuleres de steder, hun ønsker. Hun skal måske stimuleres på øret og halsen, og det skal altid foregå efter kvindens ønske. Vi markerer tydeligt, at den størst tænkelige katastrofe er, hvis manden opnår tilfredsstillelse, og kvinden ikke gør det. Den størst tænkelige katastrofe! Det må aldrig ske«.

Hun tror også, at filmens succes og godkendelse handler om, at kvinder er begyndt at sige fra over for dårlig sex – en tendens, der tilmed er blevet kædet sammen med de høje skilsmissetal, der præger landet.

Men selv om hun i filmen puster til mange tabuer, har Mehrnoush Parve måttet lære kompromisets svære kunst for at få filmen godkendt. I en af de mest kontroversielle scener fortæller de, at ikke alle kvinder bløder første gang, de har sex. Hvis det stod til Mehrnoush, havde de taget hele konceptet om jomfruelighed op til debat – for hvorfor er det overhovedet så vigtigt med den mødom? Men så var filmen aldrig blevet godkendt. Bare det faktum, at de overhovedet berører emnet, er provokerende for mange iranere:

Der var heller ikke nogen til at fortælle os, at analsex ikke er noget, man nødvendigvis skal sige ja til, hvis drengen spørger

»Vi har mødt modstand fra folket, fordi vi nævner, at en kvinde ikke nødvendigvis bløder første gang, selv om hun er jomfru. Holdningen, vi er blevet mødt med, er, at så går alle kvinder bare ud og boller rundt, hvis det er lige meget, om de bløder«.

Mere viden til nydanske unge

Det er imidlertid ikke blot i Iran, at sexologens film har vist sig at have relevans. Tidligere fik den danske undertekster, fordi tabuer og uvidenhed om sex også er et fænomen herhjemme. Når Mehrnous Parve er ude og holde foredrag i Danmark, bliver hun ofte mødt af unge, der nervøst betror hende hemmeligheder, de ikke tør tale med andre om. Hemmeli