Man kan lige så godt forberede sig på det værste, så i denne uge har Roald Als prøvet at forestille sig, hvordan Det Hvide Hus vil tage sig ud, efter at Donald Trump er flyttet ind.
Risikoen for, at det sker, er bestemt til stede, efter at den mærkværdige milliardær i denne uge slap af med endnu en af sine konkurrenter og stort set er klar til at lade sig kåre som det republikanske partis bud på USA’s næste præsident.
Partiet er godt nok ikke helt klar til at kåre ham, men det kommer nok til at ske alligevel, for man kan næppe ignorere alle dem, der har stemt på ’The Donald’ i primærvalgene, hvor han tydeligvis støttes af mange andre end de voldsparate truckertyper, man kan møde i tv-reportagerne fra hans tumultariske valgmøder.
Trumps truckere kan få selv Mogens Camre til at ligne en sødsuppeslubrende pladderhumanist. De stanger gerne knytnæver ud, hvis en person med sort hudfarve stiller sig op og råber ad deres kandidat. Men selv i USA kan der trods alt ikke være så mange indebrændte langturschauffører, at det alene kan forklare Donald Trumps succes. Manden har tilsyneladende fat i nogle vælgergrupper, der aldrig har stemt før, og den slags skaber rod i valgmatematikken og gør demokraterne nervøse for, om det nu også vil lykkes at få installeret Hillary Clinton i Det Hvide Hus, sådan som det formentlig har været meningen, lige siden hun forlod stedet som præsidentfrue i starten af dette årtusinde.
