Kompleksitet. Jonas Hassen Khemiri føler, at han ville forråde sine romaner, hvis han sagde, at de var en kritik af noget bestemt, som for eksempel racisme, behandlingen af flygtninge eller selvgodheden på venstrefløjen.
Foto: Miriam Dalsgaard

Kompleksitet. Jonas Hassen Khemiri føler, at han ville forråde sine romaner, hvis han sagde, at de var en kritik af noget bestemt, som for eksempel racisme, behandlingen af flygtninge eller selvgodheden på venstrefløjen.

Forfatter: »Jeg skriver bare om samtidens Sverige«

Den svenske forfatter Jonas Hassen Khemiris skuespil bliver opført i Berlin og New York. Men for ham er romanen verdens bedste format til at vise, hvor kompleks virkeligheden er. Netop det forsøger han sig med i sin første egentlige roman i 9 år, som lige er udkommet på dansk.

Da Jonas Hassen Khemiri var yngre, var han efter eget udsagn ikke ligefrem blandt de sejeste og mest modige. Når han og hans venner stod og hang til en fest, havde de faktisk så svært ved at gå over og tale med pigerne, at de var nødt til at opfinde et koncept, de kaldte ’at fylde på Erfaringsbanken’.

»Erfaringsbanken er et princip om, at hvis noget efterlader et minde, man virkelig husker, er det også værd at gøre. Uagtet at folk griner af én og synes, man er latterlig. Så det var ligesom et redskab for os til faktisk at tage del i livet«, forklarer Khemiri, idet den to meter høje svensker med det lange, mørke hår sætter sig i stolen i Gyldendals gamle bygninger i København.

Men det, der virker i teorien, fungerer sjældent i praksis. Spørger man ham, hvad det vildeste, Erfaringsbanken nogensinde har fået ham til at gøre, er, husker han faktisk ikke andet end at stå til de der fester og sige ’kom nu, vi gør det!’, men alligevel ende med at stirre ned i sin øl og ikke turde.

Romaner er ikke debatindlæg

Khemiri debuterede i 2003 med ’Et øje rødt’. Romanen handler om den unge mand Halim og trak på Khemiris egne erfaringer som barn af en svensk mor og en tunesisk far. Efter udgivelsen gik der ikke længe, inden han fik mærkatet ’indvandrerforfatter’. Det har han imidlertid svært ved at forstå, for han mener ikke, at han skriver ’indvandrerlitteratur’. Hans tekster handler bare om nutidige svenskere. Ganske vist har de oftest udenlandske baggrunde, men de er alle vokset op med Kalles Kaviar.

»Jeg skriver bare om samtidens Sverige. Det var jo ironisk, at Halim blev kaldt indvandrer, når der står på bagsiden af bogen, at han er født og opvokset i Sverige«, sukker han, tydeligvis træt af den diskussion.

Det er nu ikke, fordi Khemiri er bleg for at blande sig i debatten. Mest bemærkelsesværdigt var det i 2013, da han i Dagens Nyheter skrev et åbent brev til justitsminister Beatrice Ask, der havde affejet mørkhudede svenskeres følelse af mistænkeliggørelse i samfundet. I brevet, der blev delt mere end 150.000 gange på Facebook og senere oversat og bragt i New York Times, fortalte han om alle de gange, han selv har oplevet omgivelsernes sammenknebne blikke.

Efter ni år, hvor han hovedsageligt har skrevet til teatret, er han nu tilbage med romanen ’Alt det jeg ikke husker’. Men heller ikke den skal læses som et samfundskritisk debatindlæg om identitet, flygtningekrise eller racisme, slår Khemiri fast.

Jeg ville føle, at jeg forrådte mine romaner, hvis jeg sagde, de var en kritik af et eller andet bestemt. Jeg har aldrig været sådan én, der kan give enkle svar og løsninger

»Min roman er politisk og kritisk, ja, men ikke i den forstand at den forsøger at give nogen svar. Den handler om de her menneskers liv, og det indebærer måske nok racisme, økonomisk ulighed eller selvgodhed på venstrefløjen. Men jeg ville føle, at jeg forrådte mine romaner, hvis jeg sagde, de var en kritik af et eller andet bestemt. Jeg har aldrig været sådan én, der kan give enkle svar og løsninger. Derfor skriver jeg romaner. Romanen er ligesom verdens bedste format til at vise, at ting er komplicerede. Forhåbentlig formår jeg at fremstille verden så kompleks, som den faktisk er«.

At skrive på usikkerhed

I ’Alt det jeg ikke husker’ er det hovedpersonen, Samuel, som gør alt, hvad han kan, for at fylde på Erfaringsbanken. Som da han sidder med sin nye kæreste på en café og siger:

»Tænk, hvis jeg kunne få dig til at forbinde vanddrikning med mig. Så ville du aldrig glemme mig«. Hvorefter han pludselig hælder et glas vand ud over sig selv.

»Samuel panikker jo helt over, at livet er forgængeligt, og at alt i verden flyder. Så for ham er Erfaringsbanken et desperat forsøg på kontrol og på at få ting til at blive bestandige«, siger Khemiri.

Men trods Samuels bestræbelser forsvinder tingene alligevel for ham: Det loyale venskab er måske ikke så loyalt endda. Den store kærlighed falmer langsomt. Og selv livet rinder ud, da Samuel kører ligeud i et sving og med 90 i timen rammer ind i et træ.

Romanen består af familiens, venners og ekskærestens spredte, nogle gange forvirrende og ofte ret modstridende minder om Samuel. Khemiri fortæller, at den flerstemmige form langsomt udviklede sig under skriveprocessen. Og den føltes helt naturlig og rigtig for fortællingen.

»Jeg har jo skrevet dramatik i mange år, og jeg ville gerne skrive noget, der virkelig fungerede i bogform. På scenen har en stemme altid en krop og en klar afsender, men i den her bog er det ikke altid helt sikkert, hvem der siger hvad. Jeg elsker det der halve sekund, hvor vi ikke ved, hvem det står bag ordene, og hvor vores fordomme ikke styrer os«.

Desuden mener han, at flerstemmigheden, netop i al sin uklarhed, gør karaktertegningen mere præcis.

»Målet var vel at skabe en slags 3D-effekt. Det var et forsøg på at fremskrive en person uden at forvandle ham til en statue af cement. Samuel er jo meget porøs i romanen, men sådan er virkeligheden vel også«.

Når Khemiri begynder på en ny bog, er det altid med en følelse af usikkerhed, fortæller han. Men i stedet for at forsøge at komme ud af denne usikkerhed, holder han fast i den.

»Mysteriet om, hvad en fortælling er, bliver bare større og større for mig. Alle de projekter, som ikke er blevet til noget, er historier, som jeg har forsøgt at kontrollere for meget. For mig er den store udfordring ved at skrive ikke at lade teksten blive for endimensional. Og det er, som om teksten i sig selv heller ikke vil det«.

En slags sorgarbejde

Usikkerheden kom i høj grad også til at præge ’Alt det jeg ikke husker’. Egentlig skulle det have været en moderne kærlighedsroman, men så blev hans mormor dement og kunne ikke længere genkende ham, samtidig med at en af hans nære venner døde. Det trak romanen i helt nye retninger.

»Da min ven døde, blev jeg opmærksom på, hvordan vi alle havde vores egen version af ham, som vi insisterede på var den rigtige. Jeg tror, det handler om den her skyld, som folk føler, når mennesker går bort og efterlader sig et tomrum. Det er så forbandet svært at bære den skyld, og derfor forsvarer folk deres egne udgaver«.

I bogen er det en unavngiven forfatter, som interviewer alle dem, Samuel har efterladt. Khemiri benægter ikke, at denne forfatter er ham selv, og at bogen på mange måder er en slags sorgarbejde. Han kunne bare ikke skrive direkte om vennens død, så derfor opfandt han de fiktive figurer.

Der findes visse historier, som er for smertefulde at skrive. De er ligesom sorte huller, og så må man forsøge at fortælle rundt om dem

»Der findes visse historier, som er for smertefulde at skrive. De er ligesom sorte huller, og så må man forsøge at fortælle rundt om dem«, siger han.

Hvad penge gør ved os

Imens Khemiri skrev, flyttede han tilbage til Stockholm fra et skriveophold i Berlin. I den svenske hovedstad begyndte han at lægge mærke til alle de aspekter af byen, han virkelig afskyr. Også det påvirkede bogen.

»Stockholm er som alle byer enormt opdelt; økonomiske muligheder påvirker, hvor man kan bo. Men da jeg kom tilbage, lagde jeg mærke til, hvor mange af mine venner der var optaget af, hvor man bor, hvordan man bor og hvor meget man skal betale. Og så tænkte jeg, det gider jeg ikke. Jeg er ikke en del af det der«.

Men så fik Khemiri børn, og pludselig så han lidt anderledes på det.

»Jeg begyndte at tænke anderledes om tryghed, og jeg begyndte at forstå, at jeg ikke altid stod uden for den diskussion. Jeg ville gøre hvad som helst for at købe tryghed til min familie«.

Hans svenske forlægger har egentlig sagt til ham, at han må sige hvad som helst om bogen – bare ikke at den handler om økonomi. Men Khemiri indrømmer grinende, at penge faktisk fylder en hel del i fortællingen.

»Jeg prøver bare at være ærlig, og økonomiske begrænsninger er en del af virkeligheden. Det er jo endeløst fascinerende, hvad pengene gør ved os, og hvordan cifre går ind i menneskers relationer som grus i maskineriet«.

Alle karaktererne er en del af ham selv, fortæller han. For eksempel vennen Vandad, der siger, at penge ikke betyder noget, men alligevel hele tiden holder øje med, hvem der betaler og hvor meget.

Og den politisk korrekte Laide, der har noget lettere ved at påpege andres fejl end sine egne.

»Jeg genkender mig selv i dem alle. De er ikke symboler på et eller andet; jeg vil bare gerne skrive frem, hvordan vi er. Og sådan er vi – vi har alle vores mangler, og ingenting bliver så godt, som man havde tænkt«.

Til eksempel nævner han Samuel og Laide, som i bogen åbner et krisecenter for udsatte kvinder. En god og sympatisk idé.

Det ender bare ikke helt som planlagt. Præcis ligesom med Erfaringsbanken, der heller ikke fik Khemiri til at gå over og snakke med pigerne.

»Jeg mener, livet er livet«, siger han og trækker på skuldrene.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce