Undertiden har han stadig mareridt.
Det kan komme pludseligt, uden forvarsel, uden at der er hændt noget særligt. Så vågner Omar Shargawi op i sin seng i det indre København, hiver efter vejret og rækker ud efter en smøg og den der særlige rolige tanke, der kan overdøve alle de andre.
I nat skete det igen.
»Jeg måtte ringe rundt til familien her til formiddag – for lige at sikre mig, at alle var o.k.«, fortæller han, mens vi slår os ned ved køkkenbordet i instruktørens lejlighed i Studiestræde.
