»Jeg sidder i kantinen i Skuespilhuset og taler med dramatiker Jokum Rohde. Han har lige haft et møde med direktionen, hvor han har forsøgt at sælge ideen om, at de skal lave ’Kong Arthur’ i sommeren 2013. Til mødet har han forberedt sig på at præsentere både ’Robin Hood’ og ’Kong Arthur’, og direktionen vil hellere have ’Robin Hood’, fordi de mener, at den taler mere til folks bevidsthed.
Jeg kan godt mærke, at Jokum er lidt skuffet, og det er første gang, jeg snakker med ham om, at ’Kong Arthur’ er hans store drøm. Det er i høj grad, fordi jeg ved det, at jeg senere vælger at takke ja til rollen, allerede inden jeg har læst stykket«.
»Det er nat på et hotelværelse i Aalborg. Jeg er i gang med at indspille en ny film af Ole Bornedal, og jeg kan simpelthen ikke sove, for jeg bliver ved med at tænke på de heste, som jeg skal ride på i ’Kong Arthur’.
Jeg kan sagtens ride, men jeg bliver tit nervøs, når jeg skal gentage noget mange gange, som jeg ikke har fuld kontrol over. Det er Murphys lov om, at hvis noget kan gå galt, vil det gå galt, og en hest ved ikke, at den laver teater. Da jeg lavede ’War Horse’ (amerikansk krigsfilm fra 2011, red.) sammen med Steven Spielberg, var det tæt på at blive meget farligt. Jeg skulle sidde med en hest og ae den, men nogle gange sprang den op, så jeg måtte kaste mig bagud, for bliver man ramt af sådan en klov, er man død. Jeg skulle også forcere nogle bakker, hvor jeg fik en hest i hovedet og måtte tumle videre.
