Nu skulle det være. Christian Jensen var blevet 32 år. Anerkendt som en dygtig, undersøgende journalist. Nyhedschef på Berlingske. Og på vej endnu højere til vejrs i den danske medieverden. Men den dag for godt et årti siden manglede han endnu noget i for alvor at føle sig voksen. Og dette noget satte han sig så i toget til Grindsted for at få på plads.
»Jeg vidste instinktivt, fra jeg var 16 år, at jeg skulle konfrontere min far. Men jeg har aldrig kunnet gøre det«, siger Christian Jensen, da vi sidder ved mødebordet i hans kontor på Information på hans sidste arbejdsdag.
»Og det er også noget af det sværeste, jeg nogensinde har gjort«.
Da Christian Jensen var otte-ni år, begyndte hans far i en periode at drikke, fordi han »befandt sig i nogle problemer, han ikke kunne se sig ud af, og derfor flygtede fra i selskab med De Danske Spritfabrikkers flasker med høje procenter«, som sønnen formulerer det.
