Rosenborg Slots nye stjerne er et såkaldt musikskab fra 1757, bygget af møbelsnedkeren C.F. Lehmann på bestilling fra Frederik V. Gennem de seneste 10 år har to konservatorer fra Kongernes Samling arbejdet på at restaurere det opulente stykke rokokokunst, der oprindelig blev skabt til spisesalen på Christiansborg Slot. Men i dag er det altså Rosenborg, der kan fremvise Lehmannskabet. Det 4 meter høje møbel er blevet installeret på slottets førstesal sammen med en lille særudstilling, der kalder på hele to sæt kritikerøjne – og kritikerører.
Marie Carsten Pedersen (MCP): »Når du er med her, Thomas, så er det, fordi det ikke bare er en kulturhistorisk udstilling. Det er også musikhistorie og faktisk en decideret musikoplevelse. For det særlige ved det her møbel er, at det kan spille af sig selv. Eller rettere, det kunne det. For hele det mekaniske indre er så ramponeret, at det ikke har været til at redde«.
Thomas Michelsen (TM): »Men så har de jo rekonstrueret musikken. Det er jo det, der er så interessant«.
MCP: »Og den rekonstruerede lyd, de her små melodier, der kørte automatisk, bliver afspillet i udstillingen hver halve time. Så man får hele oplevelsen af, hvordan den kæmpestore kamuflerede spilledåse har overrasket kongens gæster med musikalske indslag«.
