Lige siden Kristian Thulesen Dahl for præcis 1 år siden var blevet færdig med at fejre sin gigantiske valgsejr, har han skullet svare på, hvorfor hulen partiets tilslutning fra en femtedel af vælgerne ikke blev brugt til at tage det på samme tid risikable og prestigiøse skridt ind i en regeringsposition.
I dag leverer han et afgørende nyt svar på det kildne spørgsmål om regeringsdeltagelse.
Hans argumentation tager udgangspunkt i forløbet under dronningerunden for 1 år siden, der førte til dannelsen af Venstre-regeringen. Et forløb, som ifølge DF-formanden afspejlede, at Venstre ikke betragtede Dansk Folkeparti som en ligeværdig partner.
»Vi var udsat for, at Venstre kom med sit udspil til et regeringsgrundlag, som vi så kunne få lov til at kommentere og eventuelt lave ændringsforslag til. Det gav mig et meget tydeligt billede af, at man betragtede valgresultatet som noget forbigående«, siger Kristian Thulesen Dahl.
