Da Andreas Svendsen og Matthias Petri havde boet i New York i lidt over et år, blev de – med lidt hjælp fra en fælles ven – ansvarlige for at arrangere jazzklubben Smalls’ søndagsjamsessioner. Her spiller jazzklubbens eget husband først, hvorefter scenen er åben for dem, der har lyst til at spille.
Den mulighed havde de to unge musikere allerede selv benyttet sig af, bl.a. ved at indtage scenen på den intime jazzklub i Greenwich Village.
»Første gang var det fuldkommen uvirkeligt«, fortæller Andreas Svendsen. Det var noget, som han og Mattias Petri for få år siden kun havde turdet drømme om.
I dag spiller de på nogle af de scener, som deres største idoler har spillet på før dem: Smalls, Dizzy’s Club Coca Cola og The Red Room.
