Da Grayson Perry var 10 år gammel, spurgte han sin søster, om han måtte låne en af hendes kjoler. Drengen, der voksede op i et arbejderhjem i Essex i det østlige England, havde aldrig hørt om transvestisme. Han vidste, at han ikke var bøsse. Han ønskede ikke at være en pige. Derfor måtte han være en særling.
I al hemmelighed trak han i sin søsters kjole. Det tændte ham. Og i sin dagbog skrev drengen sine oplevelser ned, for han vidste, at han ikke kunne dele dem med sin nærmeste familie.
Grayson Perrys far havde forladt hjemmet nogle år tidligere, fordi moren havde haft en affære med mælkemanden. Og da mælkemanden, der var tidligere bryder, blev Grayson Perrys stedfar, begyndte børnene i familien at få bank.
»Vi var det, jeg vil kalde en dysfunktionel arbejderklassefamilie«, siger kunstneren.
