Foto: Andres Kudacki

Det nye amerikanske opbrud

De seneste drab på politifolk og sorte i politiets varetægt er symptomer på et samfund i opbrud, skriver Politikens USA-korrespondent i en personlig beretning om landet, hvor man kender de hvide barer fra de sorte.

Efter drabene på fem kolleger fra Dallas forleden gik den sorte politibetjent Montrell Jackson på Facebook for at få luft for sin frustration over at være spændt ud mellem to verdener.

»Jeg har oplevet så meget i mit korte liv, og de sidste dage har testet mig helt ind i kernen«, skrev betjenten fra Baton Rouge i Louisiana.

»Jeg sværger ved Gud, at jeg elsker den her by, men jeg er ikke sikker på, om byen elsker mig. Når jeg er i uniform, får jeg fjendtlige og hadefulde blikke, og når jeg ikke er i uniform, betragter nogen mig som en trussel«.

Søndag lå den 32-årige Jackson dræbt på jorden i byen, han elskede, sammen med to kolleger. Han blev en del af en gerningsmands ’hævn’ for sorte Alton Sterling, der blev dræbt af politiet i Baton Rouge under en anholdelse.

Endnu et offer i den serie af konfrontationer mellem sorte og politiet, der nu river og flår i det amerikanske samfunds sammenhængskraft. Hver især kan de bortforklares som enkeltstående tilfælde af enkeltpersoners racisme, sindssyge eller blinde had til politiet.

Men når de lægges ved siden af hinanden tegner de et billede af et systemisk opbrud; som når to af jordklodens plader har presset mod hinanden gennem årtier og til sidst udløser et jordskælv.

Den ligevægtsposition, USA har været i, siden Martin Luther Kings borgerrettighedsbevægelse i 1960’erne skabte det sidste store opbrud, synes ikke længere at kunne holde.

Hvis man vil forstå dette opbrud, må man først forstå, hvor altomfattende en rolle race – og især relationen mellem sorte og hvide – spiller i det amerikanske samfund.

Det er, tror jeg, vanskeligt rigtig at fornemme, hvis man ikke har sin hverdag her.

De spændte relationer med tråde tilbage til slaveriet er et aspekt i kultur, sport, økonomi, arbejdsmarked – alt! Det er en vinkel på enhver nyhedshistorie.

Men racerelationer er også en konkret virkelighed, man lærer at navigere i.

»Man bliver racist af at bo i USA«, fortalte en britisk bekendt mig kun halvt i spøg, da jeg flyttede hertil.

Det er jeg fortsat ikke enig i, men to år senere forstår jeg godt, hvad han mener.

Jeg har aldrig før tænkt over, at jeg er hvid. Altså, jeg vidste det jo godt, men det spillede ikke nogen rolle i min hverdag. Nu kan jeg se, hvordan mit nye samfunds sociale koder sniger sig ind på mig.

Da en dansk veninde for nylig flyttede til Washington, foreslog hun, at vi gik på natklubben Marvin’s.

»Det er jo en sort bar«, udbrød jeg spontant og kunne pludselig se på hendes ansigtsudtryk, at det lød helt forkert på dansk.

Usynlige hvide og sorte grænser

Politiet skal ifølge loven have probable cause for at kunne tage kontakt til en medborger, men det er i praksis ikke noget stort problem

Jeg ved, hvilke barer der er sorte og hvide. Jeg ved, hvor de usynlige grænser i mit kvarter går. Min hjemby, Washington, er stort set fifty-fifty sort og hvid, men i praksis meget opdelt.

På 2nd Street, hvor jeg bor, er der stort set ingen sorte. Men når man bevæger sig østpå og gadenumrene bliver større, bliver kvarteret hovedsagelig sort. Der er flere hjemløse, gadehandlere og folk, der bare hænger ud. Og der er mere politi.

8th Street, der er den gamle sorte hovedgade, er ved at blive indtaget af hvide bohemer, der drikker kaffe på nye, trendy cafeer og spiser på gourmetrestauranter. Området ved skibsværftet mod syd, hvor der for få år siden blev røget crack på åben gade og der konstant var blodige bandeopgør, er blevet byudviklet med nye luksuslejligheder i glas og stål.

De sorte er presset ud i forstæderne eller over Potomac-floden i Anacostia-kvarteret, hvor der næsten ingen hvide bor.

Den samme type udvikling kan man se i New York, Dallas, Baltimore – snart sagt alle amerikanske storbyer. Velhavende hvide med lyst på bylivet generobrer bymidten, mens sorte presses sammen i andre områder eller flytter ud i nedslidte forstæder, som den hvide arbejderklasse har forladt.

Mange af disse bykerner var for 25 år siden decideret livsfarlige og fulde af bander og narkohandlere. Politiet var stort set ligeglade, for der var ingen almindelige mennesker ved deres fulde fem, der gik rundt i de områder efter mørkets frembrud.

Men i løbet af 1990’erne begyndte politiet – på politikernes ordre – at bruge mere aggressive strategier for at komme kriminaliteten til livs. Jeg oplevede disse metoder fra passagersædet i en politibil, da jeg for 7 år siden kørte på patrulje med politiet i den fattige Los Angeles-forstad Lynwood en tidlig hverdagsmorgen.

Martinez, som jeg her kalder betjenten, jeg kørte rundt med, pegede rundt på de folk, der gik omkring på gaden.

»Alle her er tabere«.

Hvis de ikke var på arbejde eller i skole på dette tidspunkt, var de i hans øjne potentielle problemer for politiet.

Vi kørte langsomt bag efter en gammel, grå smadrekasse. Martinez syntes, at chaufføren med flettet rastahår så mistænkelig ud.

Da bilen glemte at blinke af i et sving, tændte Martinez blinklysene og vinkede den ind til siden. Han fløj ud af førersædet, trak sin pistol og holdt den ned langs siden, mens han råbte til chaufføren, at han skulle holde hænderne på rattet. Det viste sig, at chaufføren var en sort kvinde med sit barn på passagersædet på vej til skole. Hun slap med en advarsel.

Politiet skal ifølge loven have probable cause for at kunne tage kontakt til en medborger, men det er i praksis ikke noget stort problem.

Mange tror, at alt er tilladt i USA. Min erfaring er nærmest den omvendte. Forbløffende meget er forbudt. Men der er meget stor forskel på, hvordan forbuddene håndhæves og retsforfølges. Hvis man skal være meget grov, er der nogle regler, der kun gælder for sorte.

Der er – til min grænseløse germaniserede irritation – nærmest aldrig nogen biler, der blinker af her i landet. Men man skal have rastahår og køre i en smadrekasse, før det bliver et problem.

»Hvorfor stopper vi ham her«, spurgte jeg Martinez, da vi tog fat i en mand, der stod og røg en smøg ude foran en kiosk. »Han askede på gaden«, svarede han og kropsvisiterede manden. Han havde bl.a. to hårdkogte æg i lommen, husker jeg.

Da vi var på vej hjem til stationen, var der endelig bid. Den ene af passagererne i en bil, vi standsede for en mindre forseelse, viste sig at være eftersøgt for voldtægt.

»Hvad handler sagen om«, spurgte jeg Martinez, da vi kørte tilbage mod stationen med den mistænkte i håndjern.

Han rystede opgivende på hovedet.

»Det er bare et eller andet ghettoshit«.

Foto: Richard Tsong-Taatarii

På den ene side blev en mistænkt voldtægtsmand fjernet fra gaden på grund af Martinez’ aggressive stil. På den anden side er det nemt at forstå, hvis det barn, der så sin mor bæve foran rattet på vej til skole, i dag er en teenager med en solid skepsis over for ordensmagten.

Måske er han blevet som nogle af de sorte unge i Dallas, der kørte forbi mindesmærket for de fem dræbte betjente med rapnummeret ’Fuck tha Police’ for fuld udblæsning.

Men hovedproblemet var måske, at Martinez aldrig rigtig optrådte som borgernes beskytter. Han var en kontrollant udsendt af flertalssamfundet – af os hvide.

Sorte klæder sig for at undgå politi

Hvis ordensmagten ikke repræsenterer andet end overmagten, er den reelt umulig at skelne fra enhver anden gadebande

Sorte har gennem årene lært at navigere i den virkelighed. Et godt trick er at køre rundt i en refleksvest eller andet, der ligner arbejdstøj. Så lader politiet ofte én være i fred. Hættetrøjer er en invitation til at blive stoppet.

Det gælder ikke alene fattige sorte. Tværtimod er sorte i hvide kvarterer med store biler ofte ekstra udsatte.

Den daværende sorte justitsminister, Eric Holder, fortalte i 2014 om, hvordan han havde måttet holde samme foredrag for teenagesønner om deres optræden over for politiet, som han i sin tid fik af sin egen far. Gør altid præcis, som der bliver sagt. Besvar alle spørgsmål med ’yes, sir’ eller ’no, sir’. Find dig i hvad som helst, og hold hænderne synlige.

Tyg lige lidt på den: Den øverste ansvarlige for landets retsvæsen måtte fortælle sin egen familie, at et møde med USA’s betjente er forbundet med livsfare.

Senest har også republikaneren Tim Scott – et af Senatets to sorte medlemmer – fortalt, hvordan han syv gange på 1 år er blevet stoppet af politiet på Capitol Hill.

Jeg så de første sprækker i det nye amerikanske opbrud blive slået på min første reportagetur som USA-korrespondent til St. Louis-forstaden Ferguson for snart 2 år siden. En banal konfrontation mellem politiet og den 18-årige Michael Brown endte i en tragedie, da den sorte teenager blev skudt og dræbt ved højlys dag.

Drabet havde vakt en ny borgerrettighedsbevægelse, der samledes til protester under overskriften ’Black Lives Matter’.

Siden har jeg skrevet varianter af historien om arrestationer, der ender med et tabt sort liv, et utal af gange. Gadehandleren Eric Garner i New York, der råbte: »Jeg kan ikke få luft«, før han døde i politimandens kvælertag. 12-årige Tamir Rice fra Cleveland, der svingede rundt med en legetøjspistol i ensom leg og blev skudt på stedet. Walter Scott, der blev skudt i ryggen i North Charleston. Stribevis.

Mange havde begået små forseelser. Brown, viste det sig, havde stjålet en kasse cigarer i en lokal kiosk. Men ingen hvid teenager, der havde begået den type dumhed, var endt i lighuset. Hvide, der begår drengestreger, får et rap over fingrene. Sorte unge får en knytnæve af lovens lange arm.

Det virkelig nye i de sidste 2 års udvikling er ikke, at politiet begår overgreb, eller at sorte er utilfredse. Det er, at vi i det hvide samfund ikke længere kan ignorere det. Grynede mobilvideoer af sorte døde og politivold dukker nu jævnlig frem på nettet og fjerner den magelige undskyldning, »at vi må tro på politimandens forklaring«. De afslører omkostningen ved den sociale kontrol, der har fjernet meget kriminalitet fra de amerikanske byer.

Nu har de fredelige protester fået en ond tvilling i de målrettede voldelige angreb på almindelige politifolk. Dermed er et nyt blodigt kapitel i det amerikanske raceopbrud, der ifølge forfatteren Ta-Nehisi Coates er lige så forudsigeligt, som det er tragisk.

»Hvis ordensmagten ikke repræsenterer andet end overmagten, er den reelt umulig at skelne fra enhver anden gadebande. Og hvis ordensmagten ikke er andet end en bande, vil nogen med sikkerhed ty til den type justits, der udmøntes til alle andre på gaden«, skriver Coates i The Atlantic.

Det hvide flertal tvinges nu til at forholde sig til, at den systematiske uretfærdighed ikke blot har konsekvenser for dem, vi holder nede, men også dem, vi sætter til at udmønte forskelsbehandlingen. Det er vigtigt at understrege, at opbrud ikke nødvendigvis er lig med et sammenbrud. En ny og mere retfærdig balance kan opstå af et smertefuldt kaos – præcis som det skete i 1960’erne.

Opbrud har givet liv til Trump

USA’s præsident, Barack Obama, der i selve sin person rummer hele det komplekse amerikanske racespørgsmål, er som altid optimismens repræsentant. Som den ultimative repræsentant for systemet. Men også som manden, der husker den klikkende lyd af frygtsomme hvide bilister, der låste bildøren, når han gik over gaden.

»Vi er ikke så splittede, som det kan se ud«, sagde Obama til mindehøjtideligheden for de dræbte betjente i Dallas. Han understregede, at han ikke var naiv.

»Jeg har trøstet alt for mange familier, der har mistet en af deres kære til meningsløs vold. Jeg har set, hvordan sammenholdet i tragediernes kølvand gradvis kan fordufte og blive overhalet af business as usual, af stilstand, gamle vaner og magelighed«, sagde Obama og sukkede dybt. »Jeg har set, hvor utilstrækkelige mine egne ord har været«.

Foto: Max Becherer

Verdens mægtigste mand måtte erkende sin afmægtighed over for de voldsomme kræfter, opbruddet har udløst.

Alligevel stod han der igen og forsøgte at forløse den fælles sorg, tage byrderne på sine skuldre og love, at der er lys for enden af tunnelen. Som han gjorde sidste år i Charleston, da en ung mand dræbte ni sorte kirkegængere.

Men i bredere forstand har følelsen af opbruddet også givet liv til Donald Trump og den bevægelse, han repræsenterer. Løftet om, at USA kan blive storslået igen, der især har appelleret til de mange hvide arbejderklassevælgere, hvis relativt privilegerede position er under pres, og har en ny fornemmelse af usikkerhed. Mange mennesker i USA giver mere eller mindre direkte Black Lives Matter-bevægelsen eller præsident Obama skylden for de nylige mord på betjentene.

Opbruddet frigør derfor også en politisk energi, som Trump forsøger at hælde i sin egen benzintank. I går åbnede republikanernes konvent i Cleveland under overskriften ’Make America Safe Again’.

»Hvor mange politibetjente og mennesker skal der dø på grund af manglen på lederskab i vores land? Vi kræver lov og orden«, skrev Trump efter mordene i Baton Rouge og kaldte USA for »et opdelt gerningssted«.

Måske har Obama ret, når han med en reference til Martin Luther King står fast på, »at universets kurve er et langsomt sving, men det drejer mod retfærdighed«. Men der bliver trukket et blodigt spor undervejs, der langtfra endnu er tørret ud.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce