Den røde jakke har hun stadig, og hun bærer den med samme ranke og stolte udtryk, som hun gjorde for 68 år siden, da hun – gående i kvindernes bageste række på fløjpladsen vendt mod tilskuerne – marcherede ind på det fyldte Wembley Stadium, som udgjorde det olympiske stadion i 1948.
Det vil være en overdrivelse at påstå, at Hildegard Nissen husker indmarchen 29. juli 48 og legene, som var det i går. Men den lille gymnastik- og tysklærer, der er 94 år, da Politiken besøger hende på plejehjemmet i Brønshøj, kan sagtens huske, hvorfor hun fik fløjpladsen: »Fordi lederne syntes, jeg gik så flot. Det skulle tilskuerne have fornøjelse af«, fortæller hun med et smil, mens hun intenst kigger på indmarchbilledet fra London, der viser den danske trup og et udsnit af de 75.000 på tribunerne.
Der er ikke mange tilbage af de 179 danske OL-deltagere i London, men atletikkvinden, sprinteren og gymnasielæreren Hilde Nissen er dog stadig i stand til at give os en øjenvidneberetning fra de lege, der fulgte i kølvandet på Anden Verdenskrig.
Tyskland og Japan, der var krigens hovedskurke, var udelukket fra at deltage – og det kommunistiske Sovjetunionen havde ikke ’normaliseret’ sit forhold til Den Internationale Olympiske Komité (IOC) siden den russiske revolution i 1917 og deltog derfor heller ikke.
