Rigshospitalet er nærmest en lille by af etager, gange og stuer. Befolket af patienter og over 10.000 ansatte. Dem i hvide kitler, dem i grønt operationstøj og så en masse med regneark og i styregrupper.
Og byen har såmænd også en lille kirke, en imam og fire præster. En af dem er Lotte Blicher Mørk. I 13 år har hun været hospitalspræst, de sidste 11 år på Rigshospitalet. Og her, hvor der kæmpes mod sygdom og død, er præsten ofte »den sidste pille i medicinskabet«, når alt andet svigter, som hun selv formulerer det.
Allerede inden middag har hun haft to samtaler med alvorligt syge patienter.
En samtale på brandsårsafdelingen med en patient, hun har talt med flere gange, og en med en patient, som for nylig er diagnostiseret med en uhelbredelig sygdom.
