Midt i mørket kryber de 7 skikkelser sammen og stirrer næsten paranoidt over skulderen og den slatne ræling på deres orange gummibåd.
Ikke blot på Louisianas kunstpublikum, som nu vil besøge den hidtil største udstilling af den tyske kunstmaler Daniel Richters værker på dansk jord. Flygtningemaleriet med titlen ’Tarifa’ – på spansk: billettens pris – har det seneste år flere gange fundet vej til nyhedsmediernes spalter som en illustration af den aktuelle flygtningekrise.
»Men jeg malede det faktisk i 2001«, siger Daniel Richter, da Politiken møder ham midt i de sidste forberedelser til udstillingen.
»Det er faktisk malet før 11. september, lige efter at jeg havde malet et andet billede, som behandlede 10-året for Murens fald. Dette var delvist baseret på bombningen af den amerikanske ambassade i Nairobi, så vi kan jo sige, at jeg var den første, der tog spørgsmålet om al-Qaeda alvorligt. Men det var selvfølgelig et rent tilfælde«, siger han og ler – og retter sig selv: »Du har ret. Måske var det ikke helt så tilfældigt«
