I 32-årige Martins haveskur i Esbjerg hænger der et sæt handsker. Pegefingeren i den ene handske er klippet af.
»Det gav mig en bedre føling, når jeg affyrede min gun«, siger han.
Det gevær, han taler om, er en AK-47. Han brugte den for under et år siden, da han var i Irak for kæmpe mod Islamisk Stat.
På skurets væg hænger der også en bøllehat og to kasketter. Den ene med et kurdisk flag, der er sat på med Velcro. Flaget har han fået af amerikanske Will, der boede på den samme base og kæmpede skulder ved skulder med Martin. Han var en rigtig »bro«, siger esbjergenseren.
»Men han er død nu. Han blev skudt i hovedet i sidste uge«, siger Martin.
Et dansk flag i form af et tæppe ligger hen over en stol, og et kurdisk flag vajer fra skurets hjørne.
Ved siden af malerbøtter og haveredskaber bugner et skab med militærtøj. I skufferne ligger et pistolhylster og skudsikre sko sammen med foldere fra Islamisk Stat.
Nogle har Martin taget fra forladte huse, andre direkte ud af lommerne på IS-soldaters lig.
Ejendele du ikke vil finde i enhver andens hjem.
Ønsket om at være en helt
Martins haveskur minder om ham selv.
På samme måde som træskurets mørke brædder ikke rummer, hvad man forventer af et tilsyneladende almindeligt skur i Esbjerg, er Martin ikke som de fleste andre danskere, selv om han kunne syne sådan.
Han har en kortklippet frisure, klare blå øjne og skægstubbe. Han er lidt fåmælt og snakker vestjysk i en særlig udtalt grad, når han taler om fodboldklubben Esbjerg.
Men Martin har været i Irak for at kæmpe som civil mod Islamisk Stat sammen med de kurdiske Peshmergastyrker. Uden nogen militær træning, mellemøstlige rødder eller særlig religiøs overbevisning.
Martin har i stedet kæmpet for sig selv.
»Jeg har altid drømt om at være en helt«, siger han.
På Facebook havde han set billeder af, hvordan civile i Irak blev mishandlet af Islamisk Stat.
»Der blev slået så mange ihjel, og de uskyldige mennesker fik ikke nogen hjælp. Derfor ville jeg gøre noget«.
Ønsket om at blive en helt var så stærkt, at han i fire en halv måned kæmpede i støvede irakiske landskaber.
I dag sidder han i sin stue i Esbjerg, hvor lugten af frisk maling gør luften tung, efter at han for nylig flyttede ind i ejendommens stueetage.
Usynlige streger
For fem uger siden fik han taget sit pas som følge af den nye paslov, der har til formål at sikre, at civile ikke drager i krig i udlandet, hvor de er til fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller den offentlige orden.
Martin kigger ned, når han forklarer om tiden i Irak. Med viskelæderet på toppen af en blyant, fjerner han usynlige streger på spisebordet foran sig.
»Meget af tiden ventede vi. Reparerede biler og klargjorde pistoler, så vi var klar til at tage på mission midt om natten«, siger Martin.
Dem var han på 10-12 af, fortæller han.
Han har svært ved at skelne missionerne fra hinanden.
Køreturene til frontlinjen, hvor det amerikanske metalband Black Sabbaths musik hamrede ud af Toyotaernes højttalere, og den komplette udmattelse på ladet hjem efter en mission er blevet blandet sammen til et sammenhængende minde om adrenalin, kammeratskab og død.
Martins gruppering var på 250-300 mænd, hvoraf 30 var vesterlændinge. Når koalitionen havde bombet et område, rykkede de ind til fods og kæmpede mod de IS-folk, der var tilbage.
Martin var riffle-man i sin gruppe. En af dem med pistoler, hvis job er at skyde alle de fjender, de kan. Egentlig skulle man have fire års militær erfaring for at være på den base, hvor Martin arbejdede. Men Martin løj. Faktisk var de eneste våben, han havde haft i hænderne, inden han tog til Irak, sine onklers jagtgeværer.
»Men jeg var god til at skyde, så ingen opdagede, at jeg ikke havde nogen erfaring«, siger han.
I en kaktus i Martins vindueskarm ligger toppen af et missil. Det er fra en mission, hvor de skød store missiler mod fjenden.
»Det var spændende at være i kamp. Det hele susede i kroppen, og det var virkelig fedt. Det meste af tiden«, siger Martin.
Billeder fra krigen
På Martins baggrundsbillede på hans mobil står han oven på en sandfarvet bil i militærtøj sammen med en gruppe af andre mænd. Det var »holdet«, siger han.
Når Martin viser billeder frem fra sin telefon, smiler han for sig selv.
De første billeder er fredelige.
En gruppe mænd ryger vandpibe og smiler til kameraet. På det næste billede sidder de på en bar og spiser pomfritter med store fadøl foran sig. En lang række whiskyglas er stillet op på stribe – det var Martins fødselsdag.
»Det var den bedste tid. Man vidste, hvem hinanden var. Der var ingen, der løj«, siger Martin.
De mennesker, er der langt imellem herhjemme, synes Martin. I krig er der ikke plads til »noget pis«, siger han.
Billederne på Martins telefon skifter karakter.
Pludselig er der billeder af en mand, som ligger livløs på jorden og mangler størstedelen af sin pande. På et andet er en soldat blevet skudt i hovedet. På et tredje ligger to maltrakterede lig på ladet af en lastvogn, det ene nøgent.
Det er billeder af IS-krigere.
Martin omtaler dem som »rotterne« og siger:
»De fortjener ikke engang at blive kaldt dyrenavne«.
Martin tog billederne og sendte dem hjem til nogle af kammeraterne i Esbjerg, fordi de gerne ville se »de pikhoveder«, som Martin jagtede.
Mændene har han ikke selv slået ihjel. Det var nogle, som var døde, da Martin rykkede ind i landsbyerne.
Han ved ikke, om han selv har slået nogle mennesker ihjel. Men han håber det.
»Hvis jeg har slået en rotte ihjel, har jeg gjort os alle sammen en tjeneste«, siger han.
Efter at Martin er kommet hjem, bliver han genkendt på gaden i Esbjerg. Han bliver kaldt ’Kriger-Martin’, og ’Kurder-Martin’. Han har en del venner i byen. Særlig ’fodbold’-drengene står ham nær. På indersiden af hans underlæbe har han tatoveret navnet på Esbjergs fodboldhold.
»Ligesom vi har et særligt sammenhold i fodboldklubben, havde vi også et i Irak. Der gjorde risikoen for at dø bare det hele mere intenst«, siger han.
Et intenst øjeblik gjorde også, at Martin husker en enkelt episode tydeligere end andre fra tiden i Irak.
Efter at hans patrulje havde ryddet en landsby og samlet de civile, var der en selvmordsbomber, som sprængte sig selv i luften i midten af de forsamlede landsbyboere. Alt forsvandt i støv.
Da luften igen blev ren, kommer en far hen til Martin med sin datter i armene. Hun er sprængt til uigenkendelighed. Faren spørger om førstehjælp, men Martin ved godt, at det er for sent.
»Når det var børn, som var døde, kunne jeg godt blive lidt påvirket. Det er jo bare forkert, ikke?«, siger Martin.
Will blev skudt
Martin har mistet venner fra tiden i Irak. Da amerikanske Will blev skudt, overraskede det ham ikke.
»Det var bare et spørgsmål om tid, før Will døde. Han var helt vild«, siger Martin.
En anden fra hans gruppe hængte sig selv, da han kom hjem, fordi han fik posttraumatisk stress, siger Martin.
Ifølge Martin selv er han ikke påvirket. Han har sovet tungt alle nætter, siden han kom hjem, fortæller han.
»Jeg har det rigtig godt. Jeg går ikke og får billeder foran mine øjne fra tiden i Irak og sådan noget«, siger Martin.
Alligevel kigger han ud ad vinduet, hver gang nogle går forbi.
Martin har ingen planer om at tage til Irak igen. Han har en kæreste i Esbjerg, og han har ikke lyst til at trodse loven, efter at den er blevet ændret.
Også selv om han ikke tror på, at den egentlig har nogen effekt.
»Loven virker jo ikke en skid. Politiet kan tage mit pas, men hvis jeg ville, kunne jeg være i Irak om to dage«, siger han.
Martins efternavn er tilbageholdt af sikkerhedsmæssige årsager. Politiken kender hans fulde identitet
