Sommeren kom til prærien med en knastør, faretruende varme. Og en dag eksploderede himlen i et uhyggeligt uvejr med torden, lynild og en orkanagtig storm, der tilsammen farvede dagen lige så mørk som nat.
»Lørdag aften efter en glødende dag brød uvejret atter løs, bragende torden og gnistrende lyn rundt om hele horisonten, øsende regn og ud på natten hagl, der trommede på taget, som om huset var blevet bombarderet. Udmattede af angst og mangel på søvn sov børnene omsider ind. Ligesom det ene uvejr hørte op, begyndte det andet«, skrev Johanne Frederiksen i et brev hjem til Danmark kort efter.
Der skete ingen skade hos familien Frederiksen, men en nabo fik flyttet en lade flere meter, forsamlingshuset inde i byen blev jævnet med jorden, folk mistede hønseskure – og Thomsons lade, hvor der var otte heste bundet til, blev trukket hen ad jorden med hestene efter sig. Sådan havde naturen det med at minde om, hvem er var den lille på prærien.
Johanne var rejst fra Danmark med de fem yngste på 3, 5, 6, 12 og 16 år kun et år tidligere for at blive genforenet med sin mand, Ditlev, der allerede havde kæmpet med deres nye præriejord et år, inden resten af familien kom. De tre ældste børn havde Johanne måtte vinke farvel til i Danmark, og de var en del af den tvivl, der nagede hende de første somre ude på prærien. Ville det lykkes denne gang? Ville de finde roen, pengene og trygheden blandt de andre nybyggere? Eller ville de bukke under for sliddet og vende slukørede hjem, som de havde prøvet før?
