Man stikker sig på alt i ørkenen på grænsen mellem Arizona og Mexico. I en streng geografisk definition er det ikke helt en ørken, men i sproglig forstand er det en præcis beskrivelse af det utaknemmelige landskab, der møder de illegale migranter, der indleder omkring 100 kilometers fodtur gennem stengruset. En rejse, der i bedste fald tager 5-6 dage.
De stenede bjerge har lumske og ufremkommelige stier banet af græssende kvæg, og de fører nogle gange rundt i cirkler. De små mesquite-træer danner en tornet labyrint for vandrende i natten, og i dagslyset mister man uden stjernernes hjælp hurtigt orienteringen. Varmen er ulidelig og vandkilderne sjældne.
Dyrelivet er farligt og fjendtligt indstillet. Ørkenen er klapperslangernes domæne, coyoternes jagtmarker og endda hjem for adskillige bjergløver. Men værst er menneskene. De guider, som de fleste migranter hyrer til at vise vej ad hemmelige ruter, kan finde på at plyndre kunderne, og omstrejfende bajadores – røvere – er på jagt efter kontanter og smykker.
Og så er der selvfølgelig la migra – USA’s grænsepatrulje – der overvåger den 3.200 kilometer lange grænse. Nær byområderne er massive stålplader sat op som hegn, og det vrimler med betjente. I de mere øde områder overvåges ørkenen elektronisk med varmesøgende sensorer og infrarøde lys.
