Amerikanerne havde forregnet sig.
Året var 2004, og mens invasionen i Irak var på vej ind i sit andet år, stod det efterhånden klart for den amerikanske regering, hvad den var oppe imod.
Eller rettere sagt: Hvem.
I skyggen af afsættelsen af diktatoren Saddam Husseins Baath-regime havde en gennemtatoveret, tidligere vaneforbryder fra en ukendt jordansk mineby sat sig i spidsen for et – selv for militante ekstremister uhørt brutalt – oprør imod Iraks flertal af shiamuslimer. Ikonoklasmen og foragten for civile liv gik hånd i hånd; shiamuslimske moskeer og helligdomme blev destrueret, mens markedspladser i shiamuslimske byer blev udsat for blodige selvmordsangreb.
