Stor skandale i Danmark. En lektor ville ikke give hånd til kvindelige elever. Hans navn var hverken Hansen eller Kvist, men derimod Youssef Minawi; han er muslim og ansat i den danske gymnasieskole. Og han ville ikke give hånd til kvinder!
Det kom frem i forsommeren 2013, og det kunne have været en sag og en sejr for de sorte. Det handlede om islam, kultur og principperne for, hvordan man behandler hinanden i Danmark. Det kunne have været en af de sager, som blev åbnet af Jyllands-Posten, ført videre med en stor kampagne fra Dansk Folkeparti og være kulmineret med krav om udvisninger, fyringer og nye stramninger af udlændingepolitikken.
Vi kender den slags diskussioner: En muslim gør noget forkert. Højrefløjen kræver konsekvenser og opgør med blødsødenhed og endnu mere konsekvens. Venstrefløjen kræver ikke noget, men klager over tonen og populismen. Højrefløjen råber »mere, mere, mere«, mens venstrefløjen hyler »nej, nej, nej«.
Fordi de borgerlige gennem 20 år har villet diskutere principper, værdier og grænser, og fordi venstrefløjen har afvist diskussionen overhovedet, har de borgerlige erobret det moralske momentum i offentligheden. Når man har sagt værdier, kultur og Danmark, har det været på de borgerliges præmisser.
