Som sædvanlig ser Bjarne Corydon fuldstændig upåvirket ud. Ja, faktisk ser han ud, som om han ikke har haft den fjerneste anelse om, at danskerne ville reagere en anelse negativt på salget af en ordentlig Dong-luns til den store Wall Street-investeringsbank Goldman Sachs.
Hvis man står og skal bruge nogle milliarder, tager man da selvfølgelig imod det bedste tilbud. Uanset hvem eller hvor pengene kommer fra.
Eller gør man?
Nu er gehør over for den danske venstrefløjs finere fornemmelser ikke ligefrem en spidskompetence hos ’Blå Bjarne’, men alligevel skulle man måske tro, der var grænser for den politiske tonedøvhed. Når det tilsyneladende ikke er tilfældet, kan der ifølge sagkundskaben kun være to forklaringer. Enten ser Bjarne Corydon aldrig ’The Daily Show’ med Jon Stewart. Eller også går han for lidt i biffen.
