»Er der buler i blikspanden?« spurgte officeren, da min far bad om en fridag fra værnepligten for at gifte sig med min mor. »Så forstår jeg satme ingenting«, sagde militærmanden hovedrystende, da svaret var nej, for det lå åbenbart udenfor hans horisont, at man kunne indgå ægteskab af romantiske grunde, som nu tres år senere har ført til diamantbryllup for Niels og Hanne Thomsen. Livet igennem har de arbejdet som henholdsvis bankmand og sekretær, og stammer begge fra Kalundborg, hvor jeg blev født d.8.maj 1956. Da det ved dåben i den femtårnede kirke åbenbaredes, at jeg havde fået det gode, danske bondenavn Søren måtte Onkel Johs protestere: »Man kan jo også bliv for demokratisk«, mente han .
Kalundborg havde i miniformat alt, der hører til en rigtig by: Smalle smøger i middelalderkvarteret omkring kirken, store, industrielle arbejdspladser og et mylder af nette, små butikker, færger til og fra Samsø og Århus og derfor eksprestog til København, et dagblad, Hotel Postgaarden og en fiskerihavn med en lysende kornsilo, ja, selv en lille, smart 60’er-Irma fandt man i Kalundborg, der også kunne mønstre de obligatoriske originaler, som f.eks. søskendeflokken Store Geni, Lille Geni og Genis bror. I denne legetøjsby og levende familiealbum tilbragte jeg alle mine ferier med at bade på Gisseløre, få læst højt af farmor mens vi begge græd, når strudsen Rasmus blev sat i bur i Zoologisk Have, se film i Kino og fascineret følge arbejdet med den fineste blysats og de store klaprende maskiner på familiens trykkeri i Kordilgade, som var gået i arv til Morbror Volle, der havde ansat min mormor som bogholder.
Men sammen med mine to yngre brødre er jeg vokset op på Stevns, hvor min far havde fået ansættelse, og vi først boede i den smukke landsby Sigerslev, der den dag i dag på magisk vis ser ud som for halvtreds år siden, som den med ryggen til klinten ligger og krummer sig omkring mosen, senere en kort periode i provinshovedstaden Store Heddinge, som slet ikke havde Sigerslevs mystiske tidløshed og sammenlignet med datidens Kalundborg faktisk var lidt sølle, men – ret skal være ret – der var da et vandtårn, og man kunne både få en udmærket ristet hotdog i pølsevognen på Torvet og trække et nummer af tidsskriftet ’Weekend-Sex’ i den orange automat i Vestergade. I august 1972 flyttede familien så til susende herlige Store Kongensgade i København, nærmere bestemt nr.23 næsten oppe ved Kongens Nytorv – på én gang en åbenbaring og et chok af et miljøskifte, der er beskrevet i erindringshistorien ’Vejen mellem to skoler’.
Fra første til tredje klasse gik jeg i landsbyskolen i Sigerslev, hvorfra jeg ikke mindst husker salmeversene og tykke frøken Fredsgaard, hvis papegøje til min rædsel fløj frit rundt i skolestuen, men fra fjerde klasse måtte børnene fra oplandets små skoler samles i Store Heddinge og Omegns Hoved- og Realskole, hvor jeg fulgte (nå ja, fulgte og fulgte) undervisningen til og med 2.real, der svarer til nutidens niende klasse. Stakkels, gennemsigtige lærer Barrit, kaldet Bapperripperrøv, pinte eleverne og bappede nervøst på cerutten, mens den anderledes hårdkogte og svært konservative geografilærer, Richard Jensen, kneb øjet sammen for røgen fra dén smøg, han altid havde hængende i mundvigen og på skærende sjællandsk fastslog, at »ovre i Rusland går de og rager i jorden med en pind«. Hver dag rejstes Stevnsfortets missiler da også på deres affyringsramper og pegede ud over Østersøen så ingen kunne være i tvivl om, hvem de var tiltænkt.
