Solen skinner over Krystalgade, og dørmanden ved synagogen i København er en ægte prof: Han har lært gæstelisten udenad. Vi behøver kun at række vores iPhones med invitationen frem, så er vi genkendt hver især og bliver vinket gennem den lille flok sikkerhedsfolk frem til de ventende værter.
Mosaisk Trossamfund har inviteret til fest i Synagogen for at markere de 200 år, som nu er gået, siden de danske jøder så nogenlunde fik borgerrettigheder i 1814 med et frihedsbrev, der officielt hedder Den kongelige anordning af 29. marts 1814.
Men fest eller ej: 200 år efter anordningen kan man ikke gå i synagogen i København uden at møde et opbud af sikkerhedsfolk. Trossamfundets formand, Finn Schwarz, ser problemet i øjnene, da han holder festtalen:
»Vores tradition om at være danske jøder, det vil sige at udleve vores jødiske identitet inden for murene, samtidig med at vi var gode, almindelige samfundsborgere, blev udfordret af, at jødiske samfund ikke bare i Europa, men på verdensplan blev betragtet af terrorgrupper som legitime mål, og det skabte de sikkerhedsforanstaltninger, som vi har måttet leve med i snart 40 år«.
Den åbne fejring, som det jødiske samfund nu har inviteret til, indgår nok også i måden at tackle sikkerheds- og identitetsproblemet på. Finn Schwarz siger videre:
»Uden tvivl har prisen for den nødvendige øgede sikkerhed været, at vi virkede mere lukkede, og det har også påvirket os selv – mentalt – at vi er blevet mere agtpågivende. Vi har arbejdet bevidst med denne problemstilling, og derfor er vores årlige kulturfestival, vores mange forevisninger og foredrag samt koncerter i synagogen en slags dåseåbner for denne lukkethed«.
Fra mosaisk til jødisk
Akkurat her på festdagen tager de danske jøder da også et lille symbolsk nyt skridt ud i åbenheden: Fremover kalder de deres trossamfund for Det Jødiske Samfund i Danmark. Det hidtidige navn, Mosaisk, stammer fra en tid, da det ansås for unødigt provokerende at kalde noget for jødisk.
For 200 år siden fik de danske jøder ganske vist deres frihedsbrev, men i Norge gik det modsat: Jøderne blev totalt udelukket fra den nye selvstændige stat. Få uger efter 29. marts det år skrev nordmændene i deres ellers moderne og frie forfatning, at »Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget«.
Så 1814 var både året, da den danske enevoldskonge for alvor lukkede jøderne ind, og året, da det nye norske demokrati for alvor lukkede dem ude.
1814 er også i forhold til jøderne en milepæl i historien om de mange nye identiteter, der har udviklet sig i Danmark – og i dét, der engang var Danmark.
Fra nederlag til nederlag op gennem 1800-tallet gik Danmark fra at være et mellemstort multikulturelt imperium til at være en lille nationalstat. Mod nord ligger nu et Norge med stærke bånd til det gamle Danmark; mod syd ligger det tysk-dansk grænseland med tyske og danske mindretal, der holder stadig mere af hinanden og definerer sig dobbelt, som tyske og danske. Og midt blandt de snart 6 millioner danske sjæle lever i dag hen ved 8.000 danske jøder, som netop er danske og jøder, landsmænd, slet og ret – eller som formanden også sagde:
»Da der via en europæisk konvention om beskyttelse af mindretal kom en intern diskussion i det jødiske samfund, om vi skulle anerkendes som en national minoritet, var det en hurtigt overstået drøftelse, for det jødiske samfund i Danmark følte sig ikke som en minoritet og ønskede heller ikke det prædikat – som måske kunne virke stigmatiserende. Vi var og er danske jøder, med tryk på både ’danske’ og ’jøder’«.
Ortodoks, favnende synagoge
Vi bliver godt modtaget af trossamfundets værter i Krystalgade. Herrerne får kalot på, det mildner deres fremtoning, så selv Uffe Ellemann-Jensen ser sød ud, og inde i selve salen får kvinder og mænd lov at sidde side om side, fordi dette er en fest og ikke en gudstjeneste.
Normalt om lørdagen, på sabbatten, er der kun mænd i parterret, mens kvinderne sidder oppe på galleriet.
»Ud fra en ortodoks betragtning vil koncentrationen omkring det centrale, nemlig bønnen til og forherligelsen af Gud, ikke kunne være optimal, hvis kvinder og mænd sidder sammen«, står der på trossamfundets hjemmeside. Den jødiske menighed i Krystalgade er ortodoks, men forsøger også at være det favnende sted for jøder af alle religiøse overbevisninger. Der findes både meget mere og meget mindre ortodokse jødiske menigheder til højre og venstre for Mosaisk Troessamfund – en klassisk jødisk vittighed siger jo, at selv den mindste landsby bør have mindst to synagoger, én, man kommer i, og én, man aldrig kunne drømme om at sætte sine ben i.
Omtrent en fjerdedel af Danmarks jøder er betalende medlemmer af den menighed, der altså nu hedder Det Jødiske Samfund i Danmark.
Overrabbiner Bent Lexner er fejringens gennemgående figur, men han klatrer ikke op til talerstolen i tredje sals højde foran Tora-skabet. Det gør kun de ikke-præstelige talere som formand Schwarz eller økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, der hilser fra regeringen under overskriften ’Hvornår er du dansk nok til at være dansk?’.
Lexner nøjes under hele fejringen med at tale fra podiet nede på gulvet, hvilket sikkert er endnu en markering af, at dette altså ikke er en gudstjeneste. Rabbineren læser en række korte citater fra dansk litteratur om det dansk-jødiske og jødisk-danske, fra Johanne Luise Heiberg til Janina Katz. Også Georg Brandes citeres, fra stedet, hvor han fortæller om nogle gadedrenge, der havde råbt ’smaus!’ efter ham. Da han kom hjem, spurgte han sin mor, hvad det betød. Hun svarede, at det betød ’jøde’, hvilket var en bestemt slags mennesker. »Stygge mennesker«, spørger drengen. Og passagen fortsætter:
»Ja, svarte Moder smilende, undertiden ret grimme mennesker, dog ikke altid. – Kan jeg få en jøde at se? – Det kan du godt, sagde Moder, og løftede mig rask op foran det store ovale spejl, der hang over sofaen. Jeg udstødte et skrig, så Moder hurtigt satte mig ned på gulvet, og jeg viste mig så forfærdet, at Moder fortrød, hun ikke havde forberedt mig. Siden talte hun undertiden derom«.
Inden for murene
Overrabbineren læser til sidst en passage fra den nyligt afdøde polsk-jødisk-danske digter Janina Katz’ bog ’Tilbage til æblerne’. En passage om, hvor skrækkeligt det er at have venner:
»Personligt kan jeg kun forestille mig én ting, der er endnu værre: familien. Gudskelov befinder jeg mig i den gunstige situation, at jeg ingen familie har. Man har jo hørt og set mangt og meget. Hver gang mine venner prøver at blødgøre mig ved at forkynde, at jeg er så godt som et familiemedlem, minder jeg dem derfor om, at Shakespeares blodigste tragedier handler om familier. »Lad være!«, siger jeg til dem. »Lad os bare være venner! Det er slemt nok. Lad os holde os til det, som er så skræmmende dyrebart. Så uigenkaldeligt, så forbandet vigtigt: venskabet!««.
Det ’jødiske’ ved den passage er nok nærmest det med at være inde eller ude, ’Indenfor murene’ eller uden for, sådan som den dansk-jødiske reference ofte vil være til Henrik Nathansens skuespil.
Få dage efter festen i synagogen var der et arrangement om Janina Katz i den jødiske Salon Schmuus, som holder til på Café Den Blå Time, og her kunne den tidligere redaktør af tidsskriftet Jødisk Orientering Birthe Kont citere fra et interview med Janina Katz:
»Jeg er så træt af min historie! Jeg har skrevet den i mine bøger og fortalt den i medierne. Hvorfor skal det altid handle om den polsk-jødiske eller jødisk-polske forfatter, som måtte flygte til Danmark? Når man gentager noget hele tiden, holder det til sidst op med at føles sandt. Årsagssammenhænge bliver tågede. Nu har jeg fortjent at blive anmeldt som enhver anden ganske almindelig forfatter«.
Og Janina Katz fortalte om at deltage i et arrangement med titlen ’Hvad vil det sige at være jøde?’ udelukkende for at være sammen med sine egne:
»Mange af mine egne tror – ligesom jeg – ikke på Gud. Men det er den samme Gud, vi ikke tror på. Det er meget vigtigt«. Hun sluttede interviewet sådan her:
»Læg venligst mærke til, at jeg har afholdt mig fra at tale om ødelæggelsen – jeg kan ikke fordrage ordet holocaust om den urgamle og evigt aktuelle antisemitisme. Selv om det må være grunden til, at jeg så ofte understreger, at jeg er jøde, og at jeg er så glad for min næse, selv om den ødelægger mit ellers så pæne ansigt. Jeg er jøde. Det er ikke noget, jeg bilder mig ind. At være jøde er en skæbne. At være jøde er historie. Hvem vil være så tåbelig at bilde sig den slags skæbne ind? Og den slags historie?«.
Et anstrengt parforhold
De første jøder kom til Danmark, da Christian IV inviterede dem herop for at sætte skub i forretningslivet. Efter et par hundrede år fik de borgerrettigheder og -pligter, og under 200-års festen resumerer Finn Schwarz den dansk-jødiske historie sådan her fra talerstolen i synagogen:
»Det jødiske samfunds sameksistens – eller med et moderne udtryk parforhold – med det danske samfund har været positivt. Der er en rød tråd mellem det jødiske samfunds vilje og evne til at forstå og integrere sig i det danske samfund fra oprettelsen af den jødiske skole for over 200 år siden med formålet at sikre, at eleverne lærte dansk og forstod dansk kultur, til anordningen fra 1814, til en betydelig række af dansk jødiske personligheders aktiviteter inden for erhvervs- og kulturlivet frem til i dag. Og den røde tråd kunne vi mindes og genopfriske sidste år i oktober, hvor vi markerede 70-året for jødeaktionen og den fantastiske redning af 7.000 danske jøder til Sverige. Her var det den ikke-jødiske nabo, der trådte i karakter, da den jødiske nabo stod i en fortvivlet situation. Og der blev reageret prompte af mange danske landsmænd – over for de jødiske danske landsmænd, for det var netop det, vi var – og det, vi er«.
Men holder den røde tråd? Formanden er skuffet både over det netop gennemførte forbud mod rituel slagtning uden bedøvelse og over, at »stærke kræfter i det danske samfund« ønsker at gøre op med racediskriminationsparagraffen. Men det, der virkelig truer tråden, er, at »Vi er midt i slagsmålet mod massive kræfter, der vil have indført verdens første forbud mod omskærelse af drenge i vor tid. Når jeg bruger udtrykket vor tid, hænger det sammen med, at der var et forbud mod omskærelse af drengebørn i Sovjetunionen – det siger vist alt!«.
Og formanden lægger ikke fingre imellem:
»For det jødiske samfund i Danmark vil et forbud mod omskærelse være et endeligt opgør med den røde tråd i det dansk jødiske parforhold – der vil simpelthen inden for en kort årrække ikke være et jødisk samfund i Danmark!«.
Her sidder et par politikere lidt uroligt på stolene, og Politikens udsendte tænker, at man ikke behøver at være nogen flittig avislæser for at vide, at der er danske jøder, som slet ikke føler sig repræsenteret af, hvad formanden for Det Jødiske Samfund i Danmark står og siger. Også dette er en konflikt både inden og uden for murene. Men Schwarz fortsætter:
»Det jødiske samfund og dermed jøderne i Danmark står midt i denne storm – og jeg ved fra mange af jer medlemmers mails og direkte henvendelser, at I – at vi – føler os meget pressede, så vi kunne også i vores tid godt bruge støtte fra vores ikke-jødiske naboer – støtten, som vi oplevede under krigen«.
Så det dansk-jødiske parforhold er, set fra synagogen i Krystalgade en søndag i marts 2014, »et lidt anstrengt forhold«. Eller:
»Man kunne måske også sige – for at holde den røde tråd – at måske har vi selv taget fejl af minoritetsdiskussionen og troet, at vi var danske jøder og ikke en minoritet. Det er en refleksion, som vi bliver nødt til at overveje fremover«.
»Under alle omstændigheder må det være på sin plads at sige, at hvis det danske samfund ønsker en dansk jødisk gruppe, kan det ikke kun ske på majoritetens præmisser, altså uden det jødiske – for så er der ikke en dansk jødisk hverdag – og så er den røde tråd fra anordningen af 29. marts 1814 definitivt klippet over«.
Ingen norske jøder
I Norge er der slet ikke en tilsvarende rød tråd i forholdet til jøderne. Kun 11 dage efter at de danske jøder havde fået deres frihedsbrev i 1814, stimlede 112 norske mænd sammen i villaen Eidsvold lidt uden for Oslo for at give hele Norge sit ’frihedsbrev’: en ny forfatning for det selvstændige land, der ikke længere hørte under Danmark (men risikerede at komme under Sverige).
Allerede en god måneds tid senere var grundloven klar, og lige siden har Norge hvert år 17. maj fejret grundloven med en fest så stor, at det gungrer i grundfjeldet. Og med god grund: Det lykkedes i 1814 den ret utrolige forsamling, som spændte fra de mest jordbundne norske bønder til nogle af Europas skarpeste intellektuelle, at nå til enighed om en tekst, der var topmoderne og fyldt med alle de frihedsrettigheder, der var vokset ud af oplysningstiden, den amerikanske uafhængighedserklæring og den franske revolution. Men jøderne?
Jøderne, de havde fremdeles ingen adgang til riget, det slog forfatningen fast helt oppe i paragraf nr. 2. »Fremdeles«, fordi allerede Christian V i 1687 havde udelukket jøder fra Norge, formentlig fordi man ikke mente, at de kunne bidrage lige så positivt til den norske økonomi som til den danske. Og udelukket havde de været lige siden. Så der var i 1814 ikke andre jøder i Norge end dem, der havde ladet sig døbe.
Flertallet af de frihedselskende eidsvoldmænd fandt efter en stor debat ikke anledning til andet end at fastholde, ja, skærpe, udelukkelsen af jøderne. Allerede dengang kunne modstanderne af ’jødeparagraffen’ godt se logikken: »Dersom enhver Stat vilde følge en saa uliberal Grundsætning, vilde Jøderne blive fortrængte af Jorden«, sagde præsten og eidsvoldmanden Peter Hount.
Og det uhyggelige er, at i 1942, da Norge var besat af Hitlers Tyskland, som faktisk havde denne fuldstændige fortrængning som officiel politik under betegnelsen ’Die Endlösung’ – da blev jødeparagraffen genindført i Norges grundlov. I 1945 blev den atter afskaffet, ligesom den oprindeligt blev afskaffet i 1851, men kun efter en lang og hård debat.
Jødedebatten på Eidsvold
Om få dage udkommer i Oslo en stor bog, der helt enkelt har titlen ’Paragraffen’. Bogen er skrevet af den norske idéhistoriker Håkon Harket, som har et indgående kendskab til antisemitismens historie i Europa. Harket har sat sig for at efterspore debatten om jødeparagraffen, sådan som den udspillede sig på Eidsvold i de hektiske uger i 1814, men også og ikke mindst, som den udspillede sig i slutningen af 1840’erne, da debatten gjaldt, om paragraffen skulle afskaffes. Det holdt virkelig hårdt, først i fjerde forsøg blev grundlovens paragraf 2 revideret.
Norge har altså i to omgange, først 1814-51 og dernæst så sent som 1942-45, haft en ’jødeparagraf’ i sin grundlov. Da Anden Verdenskrig brød ud, var der omkring 2.100 jøder i Norge. En tredjedel af dem blev deporteret og omkom i tyske udryddelseslejre.
»Uden at fratage nazisterne ansvaret så er tiden kommet til at indse, at politifolk og andre nordmænd deltog i anholdelser og deportationer af jøder«, sagde statsminister Jens Stoltenberg på den årlige holocaustdag i 2012:
»Jeg finder det rigtigt i dag at udtrykke vores dybe beklagelse over, at dette kunne ske på norsk jord«.
Men hvorfor blev jøder forment adgang til det nye norske rige helt tilbage i 1814? Håkon Harket afdækker i ’Paragraffen’ den snævre sammenhæng mellem århundreders klassisk europæisk antisemitisme og den sofistikerede debat, der gik for sig på Eidsvold i foråret 1814. Og debatten var sofistikeret, for det var ikke forsamlingens uskolede bønder eller hyggelige handelsmænd, der var de fremmeste fortalere for at udelukke jøderne, det var tværtimod tre af forsamlingens klogeste og mest belæste hoveder: Christian Magnus Falsen, Nicolai Wergeland og Georg Sverdrup. Eller som Harket skriver i en konklusion:
»Paragraffen var ikke en arbeidsulykke i en ellers liberal grunnlov. Den ble ’vidløftig’ diskutert og den ble ikke innført på grunn av tidsnød, men fordi den av konstitusjonskomiteen ble ansett som en del af fundamentet for Norges frie forfatning. Opphavsmennene var riksforsamlingens fremste intellektuelle«.
Og ligesom det var de fremmeste intellektuelle på Eidsvold, der ville have jøderne udelukket, trak de også på tidens mest moderne tænkere: folk som fritænkeren Voltaire, filosoffen Immanuel Kant og teologen J.D. Michaëlis (som kendes af mangen en dansker, fordi han var ophavsmand til den berømte ekspedition til ’Det lykkelige Arabien’).
»Begrunnelsen for å utelukke jødene var opplysningstidens ideer om frihet og likhet, slik man finner dem blant engelske deister, franske rasjonalister og tyske idealister«, skriver Harket.
Antisemitismens virus
Både Norge og Danmark befandt sig i 1814 ligesom resten af Europa i en brydning mellem gamle tider med religionens verdensbillede og herskere, der havde gudgiven suverænitet og nye tiders rationalisme, oplysning og folkesuverænitet. Man kunne have troet, at jødehadet forsvandt undervejs. Men antisemitisme er en virus, der kan mutere og overleve i de forskelligste samfundsmæssige og idémæssige omgivelser.
I det gamle Europa kunne jøder forfølges, fordi de havde slået Kristus ihjel og hævdedes at dyrke en religion fuld af de frygteligste og mest ukristelige ritualer. I det nye Europa kunne jøder forfølges, fordi de med deres religiøse kultur ansås for at være en hindring for fremskridtet og havde ry som uhæderlige handelsmænd, der var usolidariske med de nationer, de levede iblandt. Avancerede ’universalister’ som Falsen, Wergeland og Sverdrup ville ikke risikere, at jødiske ’verdensborgere’ kom ind i det nye Norge og lagde en dæmper på nationalismen. De ville heller ikke risikere, at en flok reaktionære, tilbagestående, religiøse jøder skulle skabe problemer for det nye, oplyste Norge.
De intellektuelle antisemitter på Eidsvold var så meget desto mere frie i deres argumentation, som der altså ikke var nogen jøder i Norge. Det drejede sig ikke om at underkue nogen eller smide nogen ud af landet, det drejede sig om, hvordan jøder var i al almindelighed og helt generelt. Her havde de belæste europæere, som kendte samtlige Napoleons forfatninger og beherskede talrige sprog, endnu en styrke, som forblindede dem fuldstændig: De kendte historien. Og hvad lærer historien os om jøderne, sådan som alle fra Flavius Josephus til Ludvig Holberg (denne dansker og nordmand) har beskrevet det?
Historien lærer os, mente Nicolai Wergeland og hans kolleger, at jøder forbliver jøder. De vil til hver en tid – det være sig romersk tid, middelalder, oplysningstid eller den moderne, romantiske nationalismes tid – de vil til hver en tid være mere jøder end borgere. Og det nye Norge ville kun lukke gode, norske borgere ind.
Danmark lukkede jøderne ind. Norge lukkede jøderne ude. Begge dele byggede på de samme nye tanker om borgerrettigheder, lighed og frihed. Eller som Håkon Harket skriver i sin fascinerende bog om ’Paragraffen’:
»Og kanskje er det dette som er den viktigste lærdommen vi kan trekke: at kilden til det beste i os – som individer og som folk – kan ligge svært nær kilden til det verste. Hatet som marsjerer i gatene i uniform og med hevet arm, lar sig gjenkjenne. Vi har set det før og vet hvor det fører. Det er vanskeligere med forakten som taler i det godes navn på vegne av ’det Heles Vel’, eidsvollsfedrenes yndlingsuttrykk«.
Grønne lunde
Hvor norsk kan en jøde blive? Hvor dansk kan en jøde blive? »Hvornår er du dansk nok til at være dansk?«, spurgte indenrigsministeren som allerede nævnt.
Umiddelbart giver svarene giver sig selv her i 2014: Man kan ikke blive mere norsk end en norsk jøde, og ikke mere dansk end en dansk jøde. Det sidste blev sagt med eftertryk ved 200-års fejringen i København, da programmet sluttede med, at hele forsamlingen, jøder, kristne, ateister, tykke, tynde, venstrefolk og kulturradikale, sang i vilden sky under ledelse af synagogens tidligere kantor Ralph Levitan:
Jeg elsker de grønne lunde
med tonernes vuggende fald,
jeg elsker de blanke sunde
med sejlernes tusindtal.
Sangen er fra 1873, 9 år efter nederlaget i 1864: Der var brug for danskhed dengang, og danskere bliver det næppe den dag i dag. Det var mærkeligt gribende at sidde her i synagogen og synge, som sandt er, at »jeg elsker hver dal, hver banke, med kornets bølgende flugt«. Den samlede tekst stod trykt på bagsiden af det omdelte program – og dermed også en lille suspense:Ville de notorisk ugudelige kroppe, som sad lige så artigt med deres lånte kalotter på rundtomkring i synagogen, virkelig synge med på sidste vers?
De ville de. Alle sang af hjertens lyst:
Men end er der sang i skoven,
højt bølger det røde flag,
end er der en Gud for oven,
der råder for Danmarks sag.
Og da vi kom ud, skinnede solen endnu mere over Krystalgade.
Publiceret 16. maj 2014
