Det moderne, åbne kontorlandskab er en blandet, kakofonisk velsignelse med støj og leben dagen rundt. »Ding-ding«, »hov!«, »hvor er …«, »satans!« Sådan snurrer hjulene på børserne, på avisredaktionerne, på denne verdens uendeligt mange små og store kontorer. Men ikke her.
’Her’ er Rodmell, Lewes, Sussex, 100 km syd for London, og langt ude på bøhlandet. Og her er Monk’s House, hvor Virginia og Leonard Woolf boede og levede fra 1919 til 1941, ja Leonard boede der til sin død i 1969. Her ligger en have, og et lille hus, der nok er det tætteste på en Edens Have, vi kan komme på denne jord. Glem alt om de ulideligt hede, tørre flodbredder ved Eufrat og Tigris, og glem alt om larmende og indelukkede kontorer, her er skyggefuldt og behageligt, svalt grønt og sitrende overdådigt. Skrev jeg grønt? Én af de mange salige ting, der er at opdage ved woolfernes hus og have, er den vilde variation af farven grøn – både inde og ude: krapgrøn, racing green, æblegrøn, absintgrøn, cadmiumgrøn, celadongrøn, smaragdgrøn, jadegrøn, limegrøn, malakitgrøn, turkisgrøn, københavnergrøn, artiskokgrøn, mosgrøn, mintgrøn, olivengrøn … og midt i denne helt overvældende, sanselige kollage af grønne kulører, der er overlejret i en mangfoldighed af former, ligger de diskrete, kærlige bomber gemt: pink, violet, gul, magentarød, der duver rundt i det flimrende felt som blomsterkroner, eller som overraskende mønstre, dem Virginias søster Vanessa Bell malede på parrets lampeskærme.
Det er ikke bare kontoret, der fortoner sig, når man står her – det er også alle de forfærdeligt anæmiske og farvefattige skandinaviske hjem i grå, hvid, beige og sorte kulører, alle de der hjem, hvor en eller anden kvinde har forlæst sig på boligbladenes sider og skyder cirka 257 kilometer forbi i sit forsøg på at lave et lille hjemligt, såkaldt ’minimalistisk’ paradis. Virginia Woolf var på et tidspunkt forlegen over sin søsters drillerier, men hendes grønne og violette palet er træfsikker ud over alle forsigtige, ængstelige grænser; vindueskarme og lofter, paneler og skabe, stole og lampefødder, alt er bemalt og mønstret, alt er blevet gjort lidt skønnere og mere interessant, end det var fra begyndelsen.
Haven var imidlertid ikke bare en have. Haven var også for Woolf et hjemsted for heling og ro, rammer og tryghed, og dermed en kur mod hendes ædende onde depression. Den sorte syge, der endte med at fortære hende, så hun i 1941 gik ned i floden Ouse med store, tunge sten i lommerne, og dermed forsvandt fra Leonard Woolf, hendes kærlige, milde mand, og fra skriften, som hun bemestrede som få. Men vi må se haven og huset som noget, der forsinkede og forhalede det sørgelige slutpunkt. Ude i haven, lidt nede ad en af de mange stier, står hendes skrivehus. Det er meget enkelt. Ét rum, med et skrivebord, og næsten ingen pynt. Men her blev de til, de store romaner, ’Til fyret’ og ’Mrs. Dalloway’, og de tankestærke, frugtbare foredrag og essays, ’A Room of One’s Own’. Haven og skrivehuset var i den forstand maskiner for stor lykke og ro, men også hjemsted for hårdt arbejde. Både hun selv og Leonard var disciplinerede arbejdsheste; haven krævede en kæmpe indsats, det var Leonards gebet, men Virginia Woolf sad hver dag ved bordet og skrev – undtagen i de allerondeste perioder, hvor hun bare måtte vandre rundt.
Men Monk’s House og haven, som i dag er ejet af National Trust og dermed er åben for offentligheden, er også levendegørelsen af en vigtig politisk og etisk arv, der har rødder tilbage til den utopiske socialist og kunstner William Morris og Arts and Crafts-bevægelsen. Og som gik videre ind i den berømte Bloomsbury-gruppe af digtere og intellektuelle: nemlig den indsigt og den overbevisning, at vi formes af en stadig, uophørlig udveksling mellem os selv, vore kroppe og verden omkring os – og at det derfor er af altafgørende vigtighed, at vi er nedsunket i skønne og velskabte ting og rammer. Det er ikke luksus, det er ikke dekadence. Det er derimod betingelserne for et rigt og godt udfoldet liv. Og det burde være en af de fundamentale præmisser, ja en grundlov for alt, hvad politikerne, byplanlæggerne, entreprenørerne og arkitekterne foretager sig. Straffen, når de forbryder sig: En uge lænket til en pæl foran Fisketorvet. Belønningen når de opper sig: En dag i Monk’s House.
Insekterne svirrer og svanser dovent rundt, stemmerne flimrer og flyder dvask gennem denne varme, grønne have. Med viv og yngste søn går jeg ned og dyrker lawn bowling, en meget engelsk variant af petanque, og hvor det overraskende viser sig, at begge woolfer elskede at spille og trak alle store, besøgende lys med ind i kampen: T.S. Eliot og John Maynard Keynes, Clive Bell og Vita Sackville-West, Lytton Strachey og E.M. Forster. Alle har de stået her på plænen og kastet disse store, smukke runde kugler i en ret åndssvag kamp om at være den, der lander tættest på den lille hvide målkugle. Der er noget sært opløftende ved tanken. Som ved hele dette sted i det hele taget. Caroline Zoobs fine bog om haven og huset giver et godt, gedigent og meget informativt indblik i alle de både små og store historier, der spandt og udspillede sig gennem disse havegange og disse stuer – historier, der går fra det uudholdeligt triste, dengang Hitler og nazisterne spredte deres gift ud over Europa, og over til det lyse og lette, fundet af en særligt fin lille skulptur, der skulle op at stå, en salig forhandling med gartneren om brugen af smukke gamle møllesten til endnu en havegang.
