En af mine gode venner cyklede engang fra Nørrebro til Ørestad, fordi han havde forvildet sig ind i en flirt med en islandsk skønhed, som boede på Tietgenkollegiet, og da hun kaldte, måtte han af sted. Sådan er det jo.
Det var en sen aften i et tidligt forår, og det var koldt, så turen var lang, og den føltes endnu længere, da min ven endelig nåede frem. Han bankede på døre. Han ringede på dørtelefoner og til mobiltelefoner, men ak, den var værre, for det var blevet så sent, at den islandske drøm var faldet i en vældig søvn, og der stod min ven så i isnende kulde og med uforrettet sag og kunne hverken komme ind eller noget som helst. Så kørte han hjem igen.
Dagen efter forstod man på ham, at det værste ved miseren såmænd ikke var, at flirten ikke blev til mere i denne omgang, for nej du, morgendagen er evigt fuld af muligheder og nyt håb, og det hele går jo nok, også med islændinge. Det værste var, hvor langt der var ud til Ørestad, hvor kold han var blevet, og hvor forfærdelig surt det havde været at skulle drøne hele vejen hjem igen.
Og således anledningen til denne anekdote: afstand. Der virker langt til og fra Ørestad, når man kommer fra Indre By eller diverse brokvarterer. Møghamrende langt. Når man på sin cykel triller ud langs metroens bladglade højbane, kører man på så lige og så lang en vej, at Ørestad Citys meget moderne højhuse kun ganske langsomt rejser sig fra den Amager Fælled, de er bygget på. Man kan se dem i så lang tid, at de synes som fatamorganaer, og når det som nu er sommer i vejret, flimrer de i varmedisen. Stolte spøgelser i horisonten.
