12-11-71 ... Jeg sagde min fødselsdato og ventede på stemmen i den anden ende af telefonen, som skulle lyde forbløffet og udbryde: Nåååårh, kan man virkelig være født i 71? Men stemmen sagde ikke noget, så jeg fiskede: 71 som i 1971. »Ja tak, det har jeg fattet«, sagde stemmen bare.
Det var i sådan ca. 1993, jeg var ejendomsmæglerelev, og jeg kan næsten huske denne samtale, som blev så skelsættende. Det var, som om hele verden fra da af besluttede, at nu var jeg ikke længere åååh så ung. Selv nede i Brugsen var der et barn, der omtalte mig som »damen der«.
I dag hører jeg mig selv sige: »Gud, kan man virkelig være født i 1990’erne – så ung og så både have smidt bleen og tænke selvstændigt?«. Men det kan man, og man kan endda være uddannet læge og alt muligt. Således mødte min mand og jeg en sød ung læge og hans søster, som vi bare klikkede med. Jeg foreslog, at de kom på besøg hos os (som venner), hvorpå han sagde: »Årh ja, det ville faktisk være rart med et par reserveforældre, nu hvor vores egne er bortrejst«.
Vi har da venner, der er 15-20 år ældre end os selv. Helt uproblematisk. Det er jo bare et tal. Jeg kom dog for skade at spørge en af mine lidt yngre venner, om han ikke også blev irriteret, når nogen, der var væsentligt ældre end en selv, talte om ’vores’ forældres generation ... som om vi var lige gamle. Til det svarede han: »Jo, og du gør det hele tiden«.
