Jeg husker meget præcist, hvornår min ungdom sluttede. Det må efterhånden være lidt over en måned siden nu. Jeg var 44 år og sad iført Adidas-sko, dåseøl og hvid Kings i kæften til en fest på Vesterbro og diskuterede fordele og ulemper ved at samle VM-klistermærker i stedet for samlekort. Noget relativt ungt shit, hvis du spørger mig, men nej. Politikens kulturredaktør spurgte mig nemlig, om jeg ikke kunne tænke mig at skrive en artikel om ... hvornår min ungdom sluttede. »Den slutter og starter jo hele tiden?«, sagde jeg halvt flatteret, halvt i gang med at overbevise mig selv om, at sådan noget banko vist nok godt kunne være meget god lir.
»Så skriv om det!«, lød svaret.
Ung må verden endnu være, og tung må smerten endnu være, når det går op for én, hvor meget lukket land der efterhånden er tilbage. Jeg har altid gruet for det øjeblik. For ungdom er det bedste i hele verden. Unge mennesker er fulde af håb. Unge mennesker tror ikke, de skal dø. Unge mennesker er ... unge mennesker. Og jeg må, til min egen, næppe min omverdens, store overraskelse konkludere, at min ungdom er slut.
Første gang min ungdom for alvor sluttede, var i 1997. Jeg levede en bekymringsfri (det skal man jo sige) tilværelse med film og fest og teater og en pige på hvert et kollegieværelse. Men jeg havde noget værnepligt hængende, og da der var udsigt til et ganske alvorligt besøg fra ordensmagten, tog jeg med en indkaldelse til Civilforsvaret i lommen toget til Næstved for at melde mig som brandmandsaspirant. Man blev indkvarteret med en gruppe 19-årige gutter fra det ganske land, og dem svingede jeg fint med.
