Vi holder af gangstere, selv om de er ganske forskellige fra os selv. Og det har vi gjort, siden de første af slagsen stak os gøbben lige i fjæset i 1930’ernes amerikanske film. De gav os et tilbud, det var svært at sige nej til, nemlig en personificering af vores skjulte ønskedrømme.
Vi kunne godt lide Don Corleone i Francis Ford Coppolas ’The Godfather’ anno 1972.
Godt nok var han en værre forbryder, der havde skabt sig sin position ved rå vold, ryggesløs kriminalitet og mord, fandt vi ud af, da instruktøren fortalte os historien om hans vej til toppen i 2’eren fra to år senere. Men det mindskede sådan set ikke sympatien. For dels var Vito Corleone produktet af en opvækst i et grusomt semifeudalt miljø på Sicilien, dels gjorde han jo bare, hvad han måtte for at beskytte sin familie – og en mand, der ikke tager sig af sin familie, han er ingen rigtig mand.
Hans søn, Michael Corleone, gik derimod for vidt.
