Ole Bornedals tv-drama om 1864 bygger på en lang tradition i Danmarks historie. Den ser det fatale nederlag i 1864 som resultatet af et politisk amokløb, hvor det lykkedes de nationalliberale i København at gejle sig selv og resten af landet op til at tro, at Danmarks nationale sag var så indlysende, at den kunne overvinde langt stærkere kræfter. Danmark havde retten på sin side og skulle træde frem på den store internationale scene.
Det nationale selvsving forblændede både regering og diplomati, så den bildte sig ind, at det, man håbede, også var det mest sandsynlige, og at det sandsynlige var så godt som sikkert. Det var det som bekendt ikke. Da spillet gik galt, kom ingen Danmark til hjælp – og uanset hvor heroisk de danske jenser kæmpede, var udfaldet givet på forhånd. Danmark fik tæsk, mistede to femtedele af riget og var på nippet til at gå under som selvstændig stat.
De regerende nationalliberale fandt årsagen til fadæsen blandt de stormagter, der ligesom Norge og Sverige havde svigtet Danmark. Som de så det, var både kongen og hæren en del af det store svigt.
Oppositionen mente ikke overraskende, at ansvaret først og fremmest var de nationalliberales. Det var dem, der havde pisket krigsstemningen frem, og dem, der havde fejlvurderet omverdenens støtte. Oven i købet, føjede mange historikere siden til, var det dem, der under fredsforhandlingerne helt uforståeligt afviste det kompromis, der kunne have sikret Danmark en løsning, der mindede meget om den, vi først fik i 1920.
