Attentatet mod synagogen forrige lørdag har sat stærke kræfter i spil i det særegne forhold mellem de danske jøder og resten af den danske befolkning. Danmark har i mere end to hundrede år været undtagelsen, hvor der ikke var modsætning mellem det at være jødisk og det at være dansk. Det har gjort det til noget særligt at være jøde i Danmark, og det har gjort Danmark til noget særligt.
Opskriften har været, at jøder i Danmark var landsmænd som alle andre. Men kan man være som alle andre, hvis man er særlig truet, og hvis man må have særlig beskyttelse? De spørgsmål lader sig ikke let besvare, og slet ikke med henvisning til erfaringerne fra Paris og Bruxelles. For pointen er netop, at indtil i lørdags var København undtagelsen fra de forhold, vi kender fra Paris og Bruxelles. Der er ikke mange, der ønsker en udvikling i den retning. Men ingen kender alternativet.
For mere end to hundrede år siden var europæiske tænkere levende optaget af, hvad der skaber nation og folk. De fleste var enige om, at det gjorde jøder ikke. Som de så det, var der en uovervindelig modsætning mellem det nationale – kristne – og jøderne, der tilhørte et andet fællesskab, religiøst og kulturelt. Den tids tanker om det jødiske som uforeneligt med det nationale blev en del af det tankegods, senere europæisk antisemitisme byggede på.
Men i Danmark tænkte kongen anderledes. Efter statsbankerotten i 1813 havde Frederik VI brug for de driftige jødiske handelsfolk, der allerede havde virket i landet flere hundrede år, og i 1814 udstedte han et såkaldt frihedsbrev, der gav jøderne i Danmark lige adgang til at udøve erhverv, mod at de til gengæld underkastede sig den borgerlige lovgivning.
