Foto: Erik Petersen

Olga Ravn: Tove, pengene og skriften

Kun i døden undslipper man økonomien. Olga Ravn skriver om at bære Tove Ditlevsen med sig, hvor end man går. Også i banken.

Jeg står uden for banken og tænker på Tove. Jeg kunne låne lige præcis 0 kroner til en andelsbolig for min kulturelle kapital. Klokken er 10 om formiddagen, det er tirsdag. I den ene ende af Trianglen sner det lidt, i den anden står solen ned.

Jeg bærer Tove med mig, hun har fulgt mig, siden jeg lærte at læse. Hun stod altid uden for det almindelige liv. For at kunne træde ind i det bar hun en maske.

Først den unge og yndige forfatterindes maske, senere husmoderens maske, så i de år, hun selv kaldte for herskabsårene, den berømte og verdensvante kvindes maske, en, der boede i stor lejlighed med en avisredaktør og antikviteter. Hen mod slutningen af sit liv gik hendes ansigt næsten i stykker, hun begyndte at drikke, og den drevne Vesterbro-dialekt vendte tilbage. Men den krakelerede maske skjuler endog stadig ansigtet, har stadig vægt. Masken at give slip på det hele, at give fanden i det.

Det er arbejdet, der giver Tove ansigt, skriften. Skriften bliver en måde at leve på. Skriften er det, man kan få til at lykkes, når alt andet sejler. Skriften er indgangen til verden. Man kan beskrive en tragedie, og med skriftens formelle sejr over sit indhold bliver tragedien til triumf.

Jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg, at det at skrive handler om at vælge skriften til. Man skal altid vælge noget dyrebart fra for at kunne skrive. At være til stede som mor eller elskede, for eksempel, en fastansættelse, et venskab, at synge for sine børn. Det er paradoksalt, at noget, der bringer så meget nydelse med sig, også kan medføre så meget smerte.

Og jeg forstår, at selve det ikke at være modtager af fast månedsløn ikke er fatteligt for bankmanden i den fikse cowboyskjorte, jeg sad over for lige før. Ikke er fatteligt for dem, der beder mig om at læse op eller skrive for dem uden betaling. Det er ikke kun et spørgsmål om at have en lav indkomst, men et spørgsmål om at stå uden for samfundet.

Jeg går op i mit lejemål. Nede på gaden går folk forbi de hvide karreer, der er nogle træer, der stikker med børsterne, brune mod de lyse facader. I et helt år har jeg skrevet fra denne gade. Gaden er det, der får mig til at overleve. Den skrift, som kommer fra gaden, gaden, der næsten altid er tom, bortset fra måske en enkelt mand med hat, der skynder sig forbi, eller en pige, der har været til træning.

Jeg har lige udgivet en bog. Jeg kan ikke få et lån i banken. Jeg har ikke tid til at skrive. Jeg skriver en tekst til Politiken og tænker på Tove. Jeg tjener lige præcis 2.500 kroner før skat for denne tekst, og det synes jeg er pænt.

Med klummen går jeg i Toves fodspor. Jeg varmer mig ved, at også hun befandt sig her. I den affolkede formiddag. Ligesom underligt feteret for de tekster, hun skrev, og samtidig helt udelukket, så langt væk fra det almindelige liv. Ikke i stand til at trænge derind. På en gang med længslen efter at falde til ro i det normale og samtidig med driften efter at blive til skrift.

Altid på grænsen til samfundet, uden for, som en barbar eller den, der ikke har stemme inden for pengenes struktur.

Nogle gange kan jeg få den tanke, at vi i stigende grad lever i et samfund, der gør det umuligt at være kunstner. Det er altid en kamp mellem pengene og skriften.

Det er bemærkelsesværdigt, at Tove i en klumme om sit selvmordsforsøg beskriver dagen som lykkelig. I drømmen om døden finder hun det sted, hvor hun kan lægge maskerne fra sig. Om det sidste menneske, hun taler med (det er over telefonen), inden hun tror, hun skal dø, fortæller hun: »Det var en dame fra Journalistforbundets avisudklipsbureau. Hun gjorde mig opmærksom på, at jeg skyldte dem 700 kroner, hvad jeg naturligvis var ligeglad med, men jeg var fornuftig nok til at opsige mit abonnement«.

Spørgsmålet om pengene forfølger Tove Ditlevsen helt frem til kanten af døden. Og kun i døden undslipper man økonomien.

Når man først har valgt skriften til, efter en vis årrække, lad os sige 10 år, måske, så bliver skriften til skæbne. Hvordan skal man kunne elske en verden, når den beder én om at bære maske? Når den beder én om penge? Skal man vælge så altid at gå alene, uden for samfundet, uden ejendomme? Det skal ikke forveksles med noget romantisk. Det skal nærmere anskues som et værk i sig selv. Jeg forstår, hvad det var i drømmen om døden, der trak i Tove. Et sted, hvor alle almindeligheder falder bort, det mest ansigtsløse sted. Jeg bærer hendes bøger med mig. Hvis hun ikke havde stået her før mig, ved jeg ikke, om jeg havde kunnet gennemføre det. Det at være forfatter. Hyldet af litteraturredaktører og latterliggjort af bankfunktionærer, der har I mit liv. Jeg spejler det i Toves.

Publiceret 9. marts 2015

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce