En dag omkring 2000, fortalte Klaus Rifbjerg, blev han på Købmagergade overhalet af en mand, der hvæsede: »Jeg hader dig! Jeg ku’ spytte på dig!«.
Den art dæmonisering oplevede både Politikens medgrundlægger Edvard Brandes – kaldet ’Danmarks bedsthadede mand’ – og Poul Henningsen, og i 1979 udtalte Elsa Gress på BT’s forside: »Folk vil slå mig ihjel. Anonyme mennesker, skummende af ondskab, proklamerer, at de kun ønsker at koge mig ihjel i kogende salpeter«.
Rifbjerg overtog så vagten som nationalt aggressionsobjekt – og som inkarnation af begrebet kulturradikal. I 1990’erne var bevægelsen kulturradikalisme for længst død og balsameret, men ordet blev genoplivet, da der blev brug for nye fjendebilleder efter Murens fald og især efter det politiske magtskifte i 2001. Det blev markedsført af Dansk Folkepartis ypperstepræster, det spøgte bag statsminister Anders Fogh Rasmussens angreb på »smagsdommere og eksperter«, og det blev udbredt som et operativt skældsord. En sæk til at opsamle alt, hvad højre afskyr.
Populistiske politikere og debattører angreb ’kulturradikale’ uden at ane, hvad ordet står for – ligesom bondemanden i H.C. Andersens ’Lille Claus og Store Claus’, der bare afskyede degne. Vores Klaus påtog sig degnerollen – som en ære.
Kulturradikalisme er både en reformbevægelse fra mellemkrigstiden og en holdning. Rifbjerg voksede op med begge dele i lærerhjemmet på Amager med en beundret faster, pædagogen Sofie Rifbjerg, i baggrunden. Gode skolekammerater – Niels Barfoed, Jesper Jensen, Villy Sørensen – trak frisindet i ikkekommunistisk retning.
