En nazistisk greve, der blandt andet har gjort sig skyldig i blodskam, klagede for nylig sin nød: Han havde i sin nuværende, tvungne ensomhed ikke engang en bog at læse i; og hans forsvarer, en meget anset jurist, fremhævede med rette, at denne form for internering, som ikke bød på impulser af nogen art til åndelig beskæftigelse, var en hårdere straf end den, der under normale forhold bliver de groveste, kriminelle forbrydere til del.
Tillad mig i det følgende at se bort fra den nazistiske greve, hvis tilbøjelighed for at øve blodskam ikke har fuldt så stor almen interesse som adskillige tusinde danskere der kom i konflikt med den ’værne’-magt, til hvis vennekreds greven hørte. De stiftede nemlig også bekendtskab med boghungeren bag fængselsgitter og pigtråd; og de havde i den tid, det stod på, god grund til at misunde almindelige tugthusfanger, som hverken risikerer at få kuller på grund af åndelig uvirksomhed eller må slide sig til døde under slavefogeders brøl og knippelslag.
Naturligvis bød Gestapo på andre raffinementer end boghunger. De slog jo os fanger og skød nogle af vore kammerater; de sultede os og truede os med foranstaltninger, som forekom de fleste af os værre end døden og i hvert fald de mindre bibelfaste af os værre end det israelitiske helvede. Men de havde altså også andre strenge på deres bue. Der var for eksempel boghungeren, som nok kan få den, der har oplevet den, til at tænke på ensomhedens ulvehyl op mod fuldmånen.
En tid lang var det udelukkende tortur og gaskamre og andre lige så effektfulde produkter af tysk sind og nazistisk livsanskuelse, der lagde beslag på offentlighedens opmærksomhed. Men boghungeren er endnu slet ikke værdsat efter fortjeneste som et middel til åndelig mishandling af politiske modstandere. Og det kunne dog være, at den slags kom på mode igen, ikke sandt?
