Jeg lå i sengen i mine forældres soveværelse. Sollysets kornagtige varme, den følelse i ansigtet. Brisen ude fra haven da et vindue blev slået op, den kølige luft der løftede et tæppe af søvn væk. Mine forældre var der, de klædte sig på eller hang dyner til luftning og jeg kunne høre, de talte om mig, mens de troede jeg sov. Jeg kunne høre mine søstre løbe hen over gulvene nedenunder. At en af dem smækkede en låge i køkkenet. Det at man kender alle lydene så godt. Hun har et godt sovehjerte, sagde de. Jeg forestillede mig et af de store oksehjerter, dem jeg havde set i flamingokasserne på gårdspladsen efter slagtningen, de lå for sig selv, skåret ud af kroppen og spjættede i kassen, sådan huskede jeg det, spjættende men svagere og svagere – indtil de til sidst ikke længere rørte på sig, var blevet et uskyldige sovende hjerter.
Mange år senere lå jeg i værelset og vendte mig i sengen ved siden af ham. Det var nat, han var endelig faldet i søvn. Der lå et par bøger, en foldet avis, et glas med vand ved siden af hans pude. Han måtte have ligget vågen længe. Nu lå jeg så der, vågen og vendte mig. Jeg kiggede ud i gården hvorfra lyset fra juletræerne blev kastet ind i værelset, gav alting et blåligt skær.
Jeg forestillede mig at være alene.
Eller jeg forestillede mig at han var alene, hver gang han gik ud af lejligheden, at han ikke bar mig med sig. At jeg derfor altid havde været det, alene, sammen med ham.
