Foto: Jacob Ehrbahn

Sovehjerte

Nat, mørke og søvndrukken vågenhed. Forfatteren Josefine Klougart skriver om sovehjerter og søvnløshed.

Jeg lå i sengen i mine forældres soveværelse. Sollysets kornagtige varme, den følelse i ansigtet. Brisen ude fra haven da et vindue blev slået op, den kølige luft der løftede et tæppe af søvn væk. Mine forældre var der, de klædte sig på eller hang dyner til luftning og jeg kunne høre, de talte om mig, mens de troede jeg sov. Jeg kunne høre mine søstre løbe hen over gulvene nedenunder. At en af dem smækkede en låge i køkkenet. Det at man kender alle lydene så godt. Hun har et godt sovehjerte, sagde de. Jeg forestillede mig et af de store oksehjerter, dem jeg havde set i flamingokasserne på gårdspladsen efter slagtningen, de lå for sig selv, skåret ud af kroppen og spjættede i kassen, sådan huskede jeg det, spjættende men svagere og svagere – indtil de til sidst ikke længere rørte på sig, var blevet et uskyldige sovende hjerter.

Mange år senere lå jeg i værelset og vendte mig i sengen ved siden af ham. Det var nat, han var endelig faldet i søvn. Der lå et par bøger, en foldet avis, et glas med vand ved siden af hans pude. Han måtte have ligget vågen længe. Nu lå jeg så der, vågen og vendte mig. Jeg kiggede ud i gården hvorfra lyset fra juletræerne blev kastet ind i værelset, gav alting et blåligt skær.

Jeg forestillede mig at være alene.

Eller jeg forestillede mig at han var alene, hver gang han gik ud af lejligheden, at han ikke bar mig med sig. At jeg derfor altid havde været det, alene, sammen med ham.

Det ikke at fylde noget i den andens bevidsthed.

Der er altid en, der ikke kan sove, der er altid en der er vågen og vogter over kærligheden eller det, der er tilbage af den. Det at sove er udgangspunktet for alt liv, ligesom kroppen er enhver tankes, enhver følelses anledning, mulighed og horisont. At sove er at nære tillid til verden og overleve. Den sovende tror, der er en fælles virkelighed at vende tilbage til. Hun er tryg ved verden på den måde. Man falder først i søvn, når man – om så bare et øjeblik – tror at verden vil gribe en. Tror at man vil vågne i en verden, der er til at regne med og røre ved, når gulvene er faste under fødderne, når man kan række ud efter et blad og mærke det mellem fingrene, når man deler virkelighed med en anden. At falde i søvn er at vide, at verden griber dig. At ligge søvnløs er at stå udenfor, at være fremmed i verden. Gulve er åbne om natten. De er åbne på samme måde som en slette eller en hede er det. Det nøgne og ensomme i lejlighederne. Den søvnløse ser ikke verden som den er før hun sætter sig op i sengen, træder ud på det åbne gulv. Man vender sig måske mod sengen hvor man lå. Man ser ned på sine fødder, mærker gulvet under dem.

Søvnløshed findes, når vi er i tvivl om hvilken verden vi overhovedet har at falde i søvn i. Når vi ikke stoler på vores egen dømmekraft, men heller ikke andres. Når man er blevet et genfærd på den måde. Illusionist. Klaverstemmernøjagtige observationer og spekulationer, udregninger og måltagninger i en verden der ikke hænger sammen, men som man drømte om at leve i. Søvnen afslører dig altid og søvngængeren, der lever på kanten mellem søvn og virkelighed er ikke forskellig fra den udmattede søvnløse. Begge står de udenfor.

Jeg holder af at se søvn som en særlig form for profan kærlighed. En kærlighed til det der er, til det materielle liv og de følelser man kan røre ved. En tillidsfuld insisteren på at leve i én virkelighed, have ét blik, én krop, der sover og vågner, drømmer og lever i en rytme.

Det kræver en verden at falde i søvn og man får en verden i tilgift. Det har noget at gøre med at turde se virkeligheden i øjnene. Ikke at bilde sig selv alt muligt ind. Det har noget med handling at gøre. Det at tage stilling og udvise verden en tillid den helt sikkert ikke fortjener, men som man alligevel – på trods – og helt naivt giver den. Fordi man trods alt ved, at der findes en verden derude, at det kan lykkes en at finde den og leve i den. Den virkelighed der er. Og som man måske endda i glimt kan dele med et andet menneske. Jeg sover dårligt, og jeg kan se, hvordan jeg ældes hurtigt, det gælder også sindet – jeg bliver mere og mere sentimental. Der er ingen overgange. Der er bare en sær søvndrukken vågenhed og en årvågen søvn. Og alting bliver en overgang, på den måde, overlevelse frem til det egentlige som venter. Ankomsten. Det der venter om næste hjørne, i morgen eller i næste uge eller til foråret når lyset kommer igen. Den lette søvn, det at jeg hele tiden vågner, hver gang hunden vender sig i kurven eller hvis lindetræets grene blæser ind og rammer ruden eller ingenting stort set ud over den larm verden altid laver. Den lette søvn gør dig til en søvngænger om natten, en søvngænger om dagen. Trætheden er konstant og føles som en tyngde forrest i kraniet, som sekunderne inden man kommer op til overfladen og trækker luft, kroppen der mangler ilt og bruger det sidste i forventningen om at man snart kan trække vejret igen.

Men man kan ikke trække vejret hvis man ikke lever i en verden der findes – en verden der er konkret, som man kan røre ved. Og hvor ilt findes og syrenbuske findes og vasketøj og kalkfjerner og morgenlys findes. Man kan ikke sove eller vågne i en verden som ikke findes, man står udenfor alt, uden for kroppen ikke mindst, i en sær overgang mellem det ene og det andet.

Et sovehjerte er et hjerte der sidder i en krop, der findes i virkeligheden. Søvnløshed er hjertets ensomhed og frygtsomme vågen over resterne af en virkelighed, som ikke længere er én, men spaltet og faldet fra hinanden i forestillinger og feberfremskrivninger.

Publiceret 31. januar 2015

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce