I august måned i år var den forsamlede verden af klassiske og nærorientalske arkæologer ved at gå bagover af vrede og fortvivlelse. Det skete, da nyheden om Islamisk Stats seneste raid i Lilleasien nåede Europas grænser og de kulturhistoriske museer.
Islamisk Stat havde erobret Palmyra og sprængt selve Baal Shaham-templet i luften. Baal Shaham står på Unesco’s liste over verdens kulturskatte. Eller rettere: stod. I dag er der ikke andet tilbage af det over 2.000 år gamle tempel end den sandede jord, som det stod på, og så de sparsomme rester af nogle klassiske søjler, der bar denne helligdom viet til den mesopotamiske gud Baal.
Dermed er vi fremme ved det, der er problemet. For Islamisk Stat tolererer ikke andre guder end den gud, der for dem er den eneste og sande. Det var af samme grund, at de to mægtige Buddha-statuer i Bamiyan, 240 kilometer nordvest for Afghanistans hovedstad, Kabul, for 14 år siden blev sprængt i stumper og stykker af Taleban.
Visse religioner udviser ingen tolerance overhovedet over for andre religiøse tolkning af verdens indretning og dermed heller ikke for den kunst, der er ambassadør for disse trosretninger.
